Hvad skal man tro – om overtro

Her til morgen, da jeg gik min morgentur, løb en sort kat over stien foran mig. Helt automatisk formede mine læber et stille 7-9-13, og jeg drejede hovedet og antydede et spyt over venstre skulder.

Jeg banker også under bordet. Hvis jeg spilder salt, kaster jeg lidt af det over venstre skulder. Jeg går ikke under stiger. Jeg er heller ikke glad, når jeg får knust et spejl, men jeg har vist baldret så mange, at det rækker til det meste af et liv. Og sådan er der så meget.

Det er en lille smule flovt, men jeg tør ikke rigtig lade være med at udføre de der små manøvrer, der angiveligt skal afværge ulykker. Jeg gør det “for en sikkerheds skyld.” Man skal jo ikke udfordre hverken skæbnen eller Nemesis, vel?

Selv om det er en anelse flovt at være lidt overtroisk er det på en måde også hyggeligt, for det er jo noget, man har med hjemmefra. Jeg kan da tydeligt huske, at især min mor altid gjorde opmærksom på de ting,  man skulle vare sig for. Når jeg synger i brusebadet om morgenen, kan jeg somme tider høre hendes stemme for mig, når hun sagde: ” Den, der synger fra morgenstunden, græder inden aften.”

Jeg vil ikke betegne mig selv som meget overtroisk, men jeg kan ikke nægte, at der ligger lidt af det på rygmarven.  Det er en del af min bagage fra barndommen.

Læs videre

Sender min farmor en tanke

Når jeg ser en blå hortensia, kommer jeg altid til at tænke på min farmor.

Fra min barndom husker jeg nemlig, at min far plejede at give min farmor en blå hortensia til Mors Dag. I virkeligheden var det sikkert slet ikke sådan hvert eneste år  – men det er sådan, jeg husker det. Det må nok have været hendes yndlingsblomt, tænker jeg. Min farmors hortensiaer var potteplanter til vindueskarmen.

Jeg er selv vild med hortensiaer, men jeg plejer at holde mig til de lyserøde og pink nuancer. Mine hortensiaer står i krukker på terrassen bortset fra et par stykker, der  er vokset ud af krukkerne og  nu er plantet i et hjørne af haven.

I går købte jeg mig for første gang en blå hortensia.  Lige pludselig skulle det bare være en blå. Nu står den på terrassen og får mig til at tænke på min farmor. Dejligt!

Læs videre

Længsel efter nyudsprungne bøgetræer

I eftermiddags fik jeg et akut behov for at komme en tur i skoven. Jeg måtte bare ud og kigge på nogle nyudsprungne bøgetræer. Nyudsprungen bøgeskov er noget af det smukkeste, jeg ved.

Så vi smed, hvad vi havde i hænderne og kørte til Hesede Skov. Og godt det samme, for der var helt fantastisk skønt derude.

Vi gik en god lang tur og sugede forårsstemningen, fuglesangen og solskinnet til os.

Indtil jeg var omkring ti år, boede jeg helt tæt på skov. Så tæt, at vi børn uden videre kunne rende over i skoven og lege, når det passede os. Vi tilbragte meget tid i skoven.

I dag, da vi gik i Hesede Skov, kunnne jeg pludselig fornemme en flig af stemningen fra barndommens færden i skoven. Jeg kom til at tænke på, at vi børn havde en stor frihed dengang. Meget af tiden var vores egen. Vi var ikke konstant under opsyn af voksne, men lærte at passe på os selv og hinanden. Jeg er taknemmelig over at have den slags dejlige minder fra min barndom.

Læs videre

Påskeminde fra barndommen

Da jeg var barn, fik jeg et år til påske en lille gul høne. Den var lavet af noget hård plastik af en slags. Når man trykkede den på ryggen, lagde den et æg – et lille likøræg.

Det er mange år siden, jeg har set sådan en høne. Mon man stadig kan finde sådan én et eller andet sted?

Læs videre

Christel forever

Som jeg har fortalt her på bloggen før, har jeg hele mit liv været ret vild med Christels skønne tegninger.

I dag er jeg i humør til at vise et genoptryk af en af de tegninger, jeg husker fra min barndom.

Læs videre