Tidlig start

Vi var ekstra tidligt oppe i dag. Vi havde lovet at møde op og passe Sander fra klokken seks, da begge hans forældre skulle afsted ved den tid. Så det var os, der skulle sørge for at få vores øjesten op og i tøjet, give ham morgenmad og køre ham i vuggestue. Altsammen før Henrik skulle møde på arbejde klokken otte.

Det er sundt at blive mindet om, hvordan sådan en helt almindelig morgen forløber i en børnefamilies travle hverdag. Og så fik vi endda luksusudgaven – for der var både lagt tøj frem, pakket taske til vuggestuen og smurt madpakke. Alligevel kan man godt få lidt åndenød over alt det, man skal nå, når man skal ud af døren med et lille barn tidligt om morgenen.

Vi vækkede sovetrynen så tilpas tidligt, at der også kunne blive tid til at sidde og hyggekigge lidt tegnefilm, mens han rigtig fik øjne.

Alt i alt blev morgenen sammen med Sander til en lille stjernestund.

Læs videre

23. december

Da jeg var barn, syntes jeg, at den 23. december var en af de bedste dage på hele året. Faktisk næsten på højde med juleaften.

Det var nemlig min mors fødselsdag, og så kom mine voksne søskende, der ikke boede hjemme længere, på besøg – efterhånden også med deres ægtefæller og børn. Det samme gjorde min morfar og mormor og som regel også andre familiemedlemmer.

Så myldrede huset med en masse glade mennesker. Juletræet var pyntet, og der var en helt speciel hyggelig atmosfære.

Åh, hvor var det altså bare hyggeligt.

Dengang var det langtfra alle, der havde egen bil, og vi boede langt ude på landet, hvor det kneb gevaldigt med offentlig transport. Så det var ikke hver og hveranden dag, man kunne besøge hinanden. Måske derfor var de dage om året, hvor familien samledes noget ganske særligt og meget kærkomment.

Læs videre

Mig og Bedste

Jeg har haft lejlighed til at gennemse endnu en bog til bedsteforældre og børnebørn. Tak til Nonna for at gøre mig opmærksom på bogen!

Mig og Bedste af Bolette B. J. Elvstrøm og Pernille Bang er en bog, der lægger op til fælles kreative sysler for  barnebarn og bedsteforælder. Der skal nemlig klippes og klistres, tegnes og fortælles, mens bogen udfyldes. Bogen er beregnet til børn fra seks år og deres bedsteforældre.

Det er meningen, at man efterhånden, som man udfylder de 12 kapitler, skal lære hinanden bedre at kende. I de forskellige kapitler fortæller barn og voksen hinanden om skolegang, livretter, drømme, hemmeligheder og meget mere. Bogen rummer også ideer til  at lave mad eller tage på udflugt sammen.

Når bogen er færdig, har begge parter forhåbentlig lært noget værdifuldt om den anden, hygget sig rigtig meget og skabt en bog, der kan blive et personlig og betydningsfuldt minde.

Det,  at der lægges op til, at både barnebarnet og bedsteforælderen skal tegne, fortælle, klippe og klistre, adskiller denne bog fra de fleste andre bøger til bedsteforældre/børnebørn.

Jeg er overbevist om, at bogen kan blive et både hyggeligt og meningsfuldt fælles projekt for barnet og den voksne.

Læs videre

Jeg har lige læst …

Jeg har lige læst Sådan støtter du dit barns udvikling – Fra tilfreds baby til glad tumling af Helen Lyng Hansen (Gads Forlag).

Ved at læse bogen kan man få en bedre forståelse for barnets udvikling og behov de første vigtige år frem til 3-års alderen. Forfatteren, der også er sundhedsplejerske, giver mange gode råd om, hvordan man støtter barnet i den rivende udvikling, det gennemgår.

Det har været spændende at læse bogen – den rummer masser af interessant og brugbar information – også for en bedstemor. Da mine børn var små, lænede man sig typisk op ad  Benjamin Spocks anbefalinger i Bogen om Barnet. Der er kommet meget ny viden på området i mellemtiden.

Læs videre

Snart fastelavn

Så er det snart fastelavn. Jeg synes, det er så hyggeligt at se de mange festligt udklædte børn rundt omkring i den forbindelse,.

Det er blevet meget almindeligt at bruge ansigtsmaling, når børnene skal være rigtig flotte til fastelavnsfesten på skolen eller i daginstitutionen. Som allergiker vil jeg gerne slå lidt på tromme for, at man ser sig godt for, når man vælger sminke til sit barns sarte hud.

Læs mere om emnet på Henriks hjemmeside www.allergiskhverdag.dk og deltag evt. i konkurrencen, hvor du kan vinde gode cremer til pleje og beskyttelse af den vintertørre hud.

Læs videre