Læst i februar

laestifebruar

I februar har jeg ikke fået læst særlig meget. Kun tre bøger er det blevet til.

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer.

Den første bog, jeg læste i denne måned, var Mit navn er Lucy Barton af Elizabeth Strout. Ikke nogen tyk bog, men en bog jeg læste langsomt og med tid til eftertanke.

Derefter læste jeg Den Fabelagtige familien Frank af Michael Frank. Den var jeg længe om at komme rigtig i gang med. De første godt og vel 100 sider stred jeg mig igennem, og så pludselig blev jeg fanget af historien og læste resten med fornøjelse.

Glasvinge af Katrine Engberg læste jeg til gengæld på næsten ingen tid. Den fængslede mig fra første til sidste side.

Tre rigtig gode men meget forskellige bøger.

Kan du anbefale en god bog,  du har læst på det seneste?

Læs videre

Mit navn er Lucy Barton

mitnavnerlucybarton

Jeg har læst Mit navn er Lucy Barton af Elizabeth Strout.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Indlægget indeholder reklame/affiliate links.

Lucy Barton ligger i en hospitalsseng. Hun er syg og afkræftet. Hun savner sine børn. Pludselig sidder hendes mor ved sengen. Lucy har ikke set sin mor i mange år – ikke siden hun forlod sit fattige barndomshjem uden at se sig tilbage for at realisere sin drøm om at blive forfatter.

Nu sidder Lucys mor ved fodenden af hospitalssengen gennem fem døgn, og mor og datter nærmer sig forsigtigt hinanden. Gennem deres samtaler afdækkes et billede af Lucys opvækst i en fattig og dysfunktionel familie.

Mit navn er Lucy Barton er en historie om et kompliceret forhold mellem en mor og hendes datter, en historie om at forsøge at vriste sig fri af en svær og traumatiserende opvækst og en historie om, hvor vigtigt det er at blive mødt med omsorg og empati, når man har allermest brug for det.

Hvis man kan lide Glasslottet af Jeannette Walls, vil man sikkert også synes om Mit navn er Lucy Barton – jeg vil i hvert fald anbefale bogen til alle, der holder af en rigtig god roman af den slags, hvor der også står en hel del mellem linjerne.

Læs videre

Januar – en måned i bøgernes tegn

januariboegernestegn

Her på årets sidste januardag kan jeg konstatere, at det har været en måned i bøgernes tegn for mig  – og på bloggen.

Bøgerne er modtaget som anmeldereksemplarer.

Januar har været ret stille og rolig, og jeg har nydt at have tid til at læse nogle gode bøger. I månedens løb har jeg læst Han kender det som er i mørket af Lars Thomassen, Fortidens skygger af Kelli Estes, Altid har jeg længsel, erindringer af Trille Nielsen og Pigen under jorden af Elly Griffiths.

Bogudsalget er i øvrigt skudt i gang rundt omkring, så der er gode muligheder for at sikre sig nogle skønne bøger til en god pris.

Januar har virkelig stået i bøgernes tegn, for det var også i denne måned, jeg var til reception hos Gads Forlag i forbindelse med udgivelsen af Pigen under jorden.

Læs videre

Forårsforberedelser

forarsforberedelser

Det er et mærkelig januarvejr. Ingen sne og frost. Ikke for alvor i hvert fald. Kun gråvejr, snuskregn og blæst. Det er virkelig en kedelig vinter. Jeg længes efter en kombination af sne og sol. Sol over et snedækket landskab er noget af det smukkeste, jeg ved. Men det lader ikke til at være lige om hjørnet.

Så kan man jo lige så godt drømme sig lidt væk og forberede sig en lille smule på det kommende forår.

Så i dag har jeg bestilt frø hjem. Nu kan jeg drømme om alle de dejlige økologiske salathoveder, rødbeder, pastinakker og andre gode sager, vi skal så – og forhåbentlig høste i den kommende havesæson.

Sidste år gik det temmelig dårligt med grøntsagsdyrkningen her på matriklen, så vi håber på et bedre resultat i år. Det er ikke sikkert, at vores grøntsager bliver helt så overdådige som dem på billedet – de er fra Herregårdshaven på Rønnebæksholm – men mindre kan også gøre det.

Læs videre

Pigen under jorden

pigenunderjorden

Jeg har læst Pigen under jorden af Elly Griffiths.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Gads Forlag.

Pigen under jorden er første bind i serien om Ruth Galloway, der er arkæolog og knogleekspert.

Ruth tilkaldes, da politiet finder menneskeknogler i saltmarsken ved King’s Lynn i Norfolk. Kriminalinspektør Harry Nelson har en formodning om, at fundet kan være de jordiske rester af en lille pige, der forsvandt sporløst ti år tidligere, men knoglerne viser sig at være over tusind år gamle.

Harry Nelson har, siden den lille pige forsvandt, med mellemrum modtaget mystiske breve, der beskriver rituelle ofringer, og da endnu en lille pige forsvinder, beder han Ruth Galloway om hjælp til at tolke brevene.

Ruth Galloway er en virkelig troværdig og sympatisk karakter. Hun er lidt introvert og bor og trives i et lille hus sammen med sine katte.  Hun er dygtig til sit arbejde, hun går ikke specielt meget op i sit udseende, og hun har en skæv og skøn humor. Sammen udgør Ruth Galloway og den dygtige og rapkæftede politiefterforsker Harry Nelson et interessant og charmerende makkerpar, som jeg ser frem til at lære nærmere at kende.

Med Pigen under jorden har serien fået en spændende og nervepirrende start, og jeg glæder mig allerede til næste selvstændige historie om Ruth Gallolway og Harry Nelson.

Læs mere om Pigen under jorden på Gads Forlags hjemmeside.

Læs videre