Resten i håret

Vil I gerne vide, hvordan man bærer sig ad med at spilde en halv øl ned ad – ryggen – på sig selv? Selvfølgelig vil I det.

Nu skal I få det at høre fra en, der selv har prøvet det.

Vi var til guldbryllup i lørdags. Efterhånden som vi gæster arriverede, blev vi bedt om at tage plads ved små borde, hvor vi kunne sidde og nyde en øl eller vand og snakke sammen, indtil alle var ankommet.

Der var mange mennesker, men jeg fik øje på min bror ved et af de små borde, og sørme om ikke min søster sad ved nabobordet. Jeg kunne se, at der var en plads ledig ved min brors bord, hvor jeg kunne sidde og snakke både med ham og med min søster ved bordet ved siden af. Det krævede selvfølgelig, at jeg placerede mig lidt skråt ved bordet. Så det lagde jeg an til at gøre. Desværre havde jeg ikke taget højde for, at dugen hang temmelig langt udover bordkanten. Så jeg fik sat mig på kanten af dugen. Det gav selvfølgelig et vist træk i hele dugen, hvilket igen medførte, at min brors øl væltede – ned ad ryggen på mig.

Denne manøvre havde en ganske effektfuld virkning på min ensfarvede kjole, og har sikkert også betydet, at jeg duftede som et helt bryggeri hele aftenen. Heldigvis vænnede jeg mig hurtigt så meget til øldunsten, at jeg ikke lagde mærke til den, ligesom jeg ikke selv kunne se min kjoles bagside.

Og hvad har jeg så lært af det?

At man skal se sig for, før man sætter sig, og at det tager omkring tre timer for en velouragtig kjole at tørre efter at være blevet frisket op med en halv øl.

Det var jo temmelig klodset – men en rigtig fin måde at tiltrække sig lidt ekstra opmærksomhed på, skulle jeg hilse og sige.

8 tanker om “Resten i håret

  1. Åh nej, jeg kan se de for mig 🙂 Det må have været koldt at gå rundt i en våd kjole! Ja, en fin måde at tiltrække sig lidt ekstra opmærksomhed på, og du tager det heldigvis fra den humoristiske side.
    Sidste jeg var til en stor fest, kom servitricen til at spilde sovs ned ad min bordherre – frygtelig pinligt 🙂

    1. Madame : Man skal ikke græde over spildt mælk – heller ikke over spildt øl 🙂 Når først sådan et lille uheld er sket, er der jo ikke andet at gøe end at tage det med godt humør 🙂 Jeg ville ha’ været mere flov, hvis jeg havde spildt på en anden 🙂
      Jeg var desuden glad for, at det bare var en kold øl – tænk, hvis det havde været en kop skoldhed kaffe – så havde det været knapt så sjovt.

  2. Det var ret uheldigt, må man sige, men når det er sagt, så er det svært ikke at smile højlydt :-D! Og jeg er sikker på, at du nød festen alligevel!

    1. Nonna : Du kan tro, at jeg nød festen! Ja, det var lidt uheldigt, men der skete jo ikke nogen skade – det var trods alt bare øl 🙂

  3. Ups 😉 Som du selv skriver var der jo formildende omstændigheder. Det var ‘kun’ øl og hverken rødvin eller skoldhed kaffe, og det var ‘kun’ dig selv, det gik ud over. Men helt sjovt har det nok ikke været at gå rundt i våd kjole i flere timer. Stakkels dig.

    1. Fruen i Midten : Det var jo min egen klodsethed – og værre var det heller ikke 🙂 Det kom da en masse sjov ud af det 🙂

  4. Jeg er sikker på, at du ikke kan gøre det “stunt” en gang til – men godt at du tog det med fint humør

    1. Susanne : Det tror jeg, at du har helt ret i. Ja, der var ikke andet at gøre, end at grine af det – der var jo ikke sket nogen uoprettelig skade 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *