Blog
Sander ville gerne lige hjem og hilse på os, da han var på vej hjem fra børnehave sammen med sin far. Så de lagde vejen forbi og slog en lille sludder af.
Da de skulle til at køre igen sagde sønnike: “Vi ses, Mor.” Det fik Sander til at grine, og han sagde overbærende: “Neeej, Farmor hedder ikke Mor, hun hedder Farmor!”
Det er da heller ikke til at hitte rede i, når folk sådan render rundt og hedder både det ene og det andet.
Sander aflagde os et lille besøg i går eftermiddags. Han havde haft en lidt hård dag, der var begyndt med besøg hos børnelægen for at få lavet priktest. Han har nemlig haft symptomer, der afgjort lignede allergiske reaktioner, i sommerens løb. Blodprøver havde også tydet stærkt på allergi og nu skulle det undersøges nærmere. Sander fortalte, at lægen “stikkede” ham. Det var jo ikke særlig rart, men nødvendigt.
Jeg havde egentlig håbet på, at vi i vores familie efterhånden havde taget vores part, hvad allergi angår.
Det havde vi så ikke. Der var mere, hvor det kom fra. I hvert fald er der nu klarhed over, at familiens yngstemand er allergisk overfor græspollen og kat.
Vi har snakket om, at det jo i hvert fald er praktisk, at vi i familien i forvejen kender så meget til allergi. Det gør det hele lidt nemmere.
Da jeg er født i 1954, stammer mine allertidligste erindringer selvfølgelig fra halvtredserne.
Som barn af den tid er det derfor med stor spænding og interesse, jeg har kastet mig over bogen 1950’erne, der for nylig er udkommet forud for årets Golden Days Festival.
Bogen rummer indlæg af bl.a. Hanne Reintoft, Maria Marcus og Klaus Rifbjerg, der deler ud af deres minder fra årtiet.
Bogens tekster er både interessante og spændende, men billederne er alligevel det bedste, synes jeg. Billederne fører mig i den grad direkte tilbage til barndommen. En gengivelse af en side fra et af Daells Varehus’ postordrekataloger får mig til at huske, hvordan jeg som barn kunne sidde i timevis og bladre og kigge på alle damerne, der præsenterede tøjet – var det f.eks. noget med en swaggerkittel?
Et billede af Nina Og Frederik får mig til at huske, hvordan det lød, når de sang i radioen, når vi hørte Ønskekoncert om søndagen. Et foto af nogle mennesker, der sidder i græsset og spiser madder, de har medbragt i en skotøjsæske, får mig til næsten at kunne smage de madder, min mor smurte og pakkede i en skotøjsæske, når vi skulle på langfart dengang for længe siden.
De mere alvorlige ting, som de voksne var optaget af i halvtredserne, gik på grund af min unge alder hen over hovedet på mig. Vi havde ikke fjernsyn og jeg kunne endnu ikke læse aviser på det tidspunkt, så min verden var meget lille og meget tryg dengang.
Bogen giver et meget nuanceret billede af halvtredserne.
Sander og hans far var lige forbi i ti minutter sidst på eftermiddageni går.
Sander er ved at blive vænnet fra sin middagssøvn, så faderen var i gang med den svære øvelse det er, at holde en dødtræt tre-årig vågen gennem den kritiske ulvetime.
Det var en lidt klatøjet og temmelig pirrelig lille Rasmus Modsat, der kom og hilste på. Han var så træt, at han ikke rigtig vidste, hvad han ville – bortset fra selvfølgelig at det skulle være noget andet end det, vi andre ville. Der var ikke rigtig nogen, der kunne gøre noget rigtigt. Han blev endda sur over, at jeg vinkede til ham, da han skulle hjem igen.
Jeg gik selv alt for sent i seng i aftes, og kunne godt mærke her til morgen, at mangel på søvn nemt kan tage toppen af humøret.
Mine planer for denne formiddag er bl.a. at gøre rent på badeværelset og at røre en bolledej sammen.
Nu er der imidlertid dømt pause. Jeg har nemlig ikke noget vand.
Jeg håber, at pausen ikke bliver af længere varighed, men jeg må i hvert fald nok regne med, at jeg ikke når de planlagte gøremål, mens det stadig er formiddag. Og under alle omstændigheder er det svært at undvære vand i hanen. Men så kan jeg jo meget passende benytte mig af lejligheden til at tænke over, hvor stor en behagelighed det faktisk er at have både koldt og varmt vand til rådighed. Det er jo ikke en selvfølge for alle mennnesker i denne verden.
Desuden er en lille ekstra pause jo ikke til at kimse ad.