Hvad enhver far bør vide

hvadenhverfarboervide

Jeg har læst Hvad enhver far bør vide af Thomas Skov.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Forlaget skriver:

I Hvad enhver far bør vide fortæller Thomas Skov om de tanker, han har gjort sig om at få børn, og helt unikt har han inviteret medlemmer af sin fædregruppe til også at bidrage. Bogen er således fyldt med erfaringer, oplevelser og refleksioner om alt fra den første ble, babygylp og manglende søvn til uforbeholden kærlighed samt gode råd, tips og tricks. Formålet med bogen er, at du skal vide, at du som far er vigtig – at du ikke er alene. De andre fædre, har din ryg. Du har deres.

Bogen er illustreret af Martin Sommer – tegneren bag den humoristiske duo @jegfinderselvud, der har over 150.000 følgere på Instagram.

Der er flere grunde til, at jeg har haft lyst til at læse Hvad enhver far bør vide, selv om jeg ikke tilhører den mest oplagte målgruppe. For det første holder jeg nok aldrig op med at synes, at livet med små børn i familien var/er det bedste i hele verden. For det andet synes jeg rigtig godt om Thomas Skovs humoristiske tilgang til tingene.

Først og fremmest kan jeg afsløre, at bogen er vældig underholdende. Thomas Skov beskriver livet som nybagt far meget levende. Og ærligt. Og med masser af humor. Og humor skal der til med små børn i huset. Det kan jeg stadigvæk huske, fra dengang mine egne børn var små. Og det er længe siden. Min yngste søn er jævnaldrende med Thomas Skov. Men visse ting glemmer man aldrig.

Mens jeg læste bogen, blev jeg bekræftet i, at helt grundlæggende er livet med små børn præcis, som det altid har været. Og altid vil være. Nybagte forældre har altid været og vil altid være fyldt til randen af kærlighed, bekymring, glæde og stolthed. Og så lige træthed.

Jeg vil anbefale bogen på det varmeste. Selvfølgelig til nybagte eller vordende fædre – men også til alle, der har en nybagt far i familien eller vennekredsen. Så de forstår, hvad han er oppe imod. Og så vil jeg anbefale bogen til hvem som helst, der har lyst til at få genopfrisket minderne om tiden med småfolk i familien. Læs den. Det er en både sjov og rørende bog smækfuld af kærlighed.

Læs mere om Hvad enhver far bør vide på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Invitation til barnedåb

Vi skal snart til barnedåb. Det er min nieces lille dreng, der skal døbes.

Den fine indbydelse landede i postkassen i går.

Det er herligt at have sådan en glædelig familiebegivenhed at se frem til, og jeg glæder mig rigtig meget.

Gem

Læs videre

Sutter i alle regnbuens farver

Da vi gik igennem Østre Anlæg i København i lørdags, kom vi forbi et suttetræ. Når jeg ser sådan et, kommer jeg til at tænke på alle de små poder, der har stået under træet og – sikkert med blandede følelser – set deres elskede sutter blive hængt op på en gren.

Selv om sådan et træ med sutter i alle regnbuens farver ved første øjekast kan se ganske festligt ud, er der nok ingen tvivl om, at det for mange børn kan være rigtig svært at give afkald på sutterne.

Jeg synes, at der er noget rørende over de mange efterladte sutter.Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Et slag memory

Vi var hjemme hos Sander i aftes for at se efter ham, mens forældrene smuttede i biffen.

Jeg spurgte ham, om han havde et spil, vi kunne spille.

Et øjeblik senere kom han susende med et lille memoryspil i træ med 16 brikker. Det var helt perfekt at starte med. Vi fornemmede nemlig, at han ikke rigtig havde prøvet at spille spillet før, men det fik han hurtigt lært.

Vi spillede det mange gange og hyggede os gevaldigt. Det varer ikke længe, før Sander kan banke os i memory.

Jeg kan godt lide at spille memory – eller vendespil, som nogen kalder det. Det er et spil, hvor alle kan være med. Vi har spillet det meget med vores egne børn, og det var hyggeligt at spille det igen sammen med Sander.

Jeg tænker lidt på, at det måske kunne være sjovt at få lavet et spil med egne billeder på kortene, som jeg har læst om bl.a. hos Øglemor.

Læs videre

Misfornøjet kat

Da jeg var ude at gå tidligere i dag, var der en lille pige på 6-7 år, der henvendte sig til mig. Hun stod sammen med en jævnaldrende dreng og kiggede op i et stort grantræ.

Hun  viste mig, at der sad en kat oppe i træet og spurgte, om jeg kunne redde den. Hun fortalte, at det var en hund, der havde været efter katten og jaget den op  i træet.

Børnene var meget bekymrede for katten. Den så ganske vist også lidt stresset ud, som den sad der og kiggede ned på os. Jeg sagde, at jeg var temmelig sikker på, at når vi gik vores vej, og katten var faldet lidt til ro, så ville den stille og roligt komme ned fra træet ved egen hjælp. Der var masser af grene på træet hele vejen ned, så katten behøvede ikke at tage det store spring.

Jeg gik videre, og da jeg kom forbi igen en lille halv time senere, var både børn og kat pist væk – så ned kom katten da på den ene eller den anden måde.

Læs videre
1 2 3 13