Hvad enhver far bør vide

hvadenhverfarboervide

Jeg har læst Hvad enhver far bør vide af Thomas Skov.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Forlaget skriver:

I Hvad enhver far bør vide fortæller Thomas Skov om de tanker, han har gjort sig om at få børn, og helt unikt har han inviteret medlemmer af sin fædregruppe til også at bidrage. Bogen er således fyldt med erfaringer, oplevelser og refleksioner om alt fra den første ble, babygylp og manglende søvn til uforbeholden kærlighed samt gode råd, tips og tricks. Formålet med bogen er, at du skal vide, at du som far er vigtig – at du ikke er alene. De andre fædre, har din ryg. Du har deres.

Bogen er illustreret af Martin Sommer – tegneren bag den humoristiske duo @jegfinderselvud, der har over 150.000 følgere på Instagram.

Der er flere grunde til, at jeg har haft lyst til at læse Hvad enhver far bør vide, selv om jeg ikke tilhører den mest oplagte målgruppe. For det første holder jeg nok aldrig op med at synes, at livet med små børn i familien var/er det bedste i hele verden. For det andet synes jeg rigtig godt om Thomas Skovs humoristiske tilgang til tingene.

Først og fremmest kan jeg afsløre, at bogen er vældig underholdende. Thomas Skov beskriver livet som nybagt far meget levende. Og ærligt. Og med masser af humor. Og humor skal der til med små børn i huset. Det kan jeg stadigvæk huske, fra dengang mine egne børn var små. Og det er længe siden. Min yngste søn er jævnaldrende med Thomas Skov. Men visse ting glemmer man aldrig.

Mens jeg læste bogen, blev jeg bekræftet i, at helt grundlæggende er livet med små børn præcis, som det altid har været. Og altid vil være. Nybagte forældre har altid været og vil altid være fyldt til randen af kærlighed, bekymring, glæde og stolthed. Og så lige træthed.

Jeg vil anbefale bogen på det varmeste. Selvfølgelig til nybagte eller vordende fædre – men også til alle, der har en nybagt far i familien eller vennekredsen. Så de forstår, hvad han er oppe imod. Og så vil jeg anbefale bogen til hvem som helst, der har lyst til at få genopfrisket minderne om tiden med småfolk i familien. Læs den. Det er en både sjov og rørende bog smækfuld af kærlighed.

Læs mere om Hvad enhver far bør vide på Politikens Forlags hjemmeside.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *