Verdens bedste Bedstemor

Grethe Dirkinck-Holmfeld har skrevet en række bøger med guldkorn sagt af børn. En af de seneste er Verdens bedste Bedstemor – børns tanker om deres bedstemor. Der er så tilsvarende bøger om Verdens bedste Bedstefar, Verdens bedste Far og Verdens bedste Mor.

Jeg må se at få fingre i de bøger, for børn får jo tit sagt tingene så præcist og rammende – og samtidig morsomt.

Da jeg selv var lille serverede jeg  følgende filosofiske betragtning: “Det er vel nok sjovt, at Farfar’s og Farmor’s dreng lige skulle blive gift med Mormor’s og Morfar’s pige”! Dengang forstod jeg absolut ikke, at mine forældre var ved at dø af grin – både da jeg sagde det – og senere når de genfortalte bemærkningen til andre.

Jeg glæder mig til at læse, hvad børn har sagt af finurligheder om deres bedstemødre.

Læs videre

Sundhedsplejerskens notater

Da mine to ældste sønner var små, havde man et blåt kort, hvor lægen og sundhedsplejersken gjorde notater om barnets vægt, kost og udvikling. Da min yngste søn blev født, var kortet blevet erstattet af et lille grønt hæfte i plastikomslag – Barnets bog. Nu var der også blevet plads til børnetandplejens notater, ligesom der var et par tomme sider til forældrenes egne optegnelser. Jeg ved faktisk ikke, om man stadig bruger sådan et kort eller hæfte, men det gør man nu nok. Jeg må spørge min søn og svigerdatter.

Da mine børn var små, var min svigermor så sød at forære os det kort, som lægen skrev notater på om hendes søn – min mand – til “De forbyggende børneundersøgelser”, da han var lille. Det var rigtig sjovt for os at sammenligne fars og sønners vægt og længde på forskellige alderstrin.

Nu må jeg selv give min søns blå kort videre – så kan der igen blive sammenlignet vægtkurver mellem far og søn. Hyggeligt.

Læs videre
1 11 12 13