Avnstrup før og nu

P4 sender her til morgen en reportage fra Avnstrup, der i dag er asylcenter eller modtagecenter for flygtninge.

Avnstrup blev i sin tid bygget og indrettet som tuberkulosesanatorium og blev siden til psykiatrisk plejehospital.

Stedet har været en del af min families historie i mange år. Det var en rigtig, rigtig  stor arbejdsplads med mange faggrupper ansat,  og mere end en håndfuld af mine familiemedlemmer har arbejdet  der i kortere eller længere tid. Jeg har også selv arbejdet der.

Mine første erindringer om Avnstrup stammer fra dengang, jeg var en lille pige. Begge mine forældre arbejdede på stedet, og hvert år til jul blev der holdt en stor juletræsfest for personalets børn. Det var spændende. Der var et kæmpestort juletræ, og vi fik godteposer. Jeg kan stadig huske de godteposer og genkalde mig duften, når man stak næsen ned i posen. Der var både æbler og appelsiner i posen – og slik. Der var alt muligt slik – også marcipansnitter og hjemmelavede romkugler, som var det allerbedste.

Da jeg gik ud af skolen, fik jeg et job på Avnstrup. Jeg skulle lige tjene lidt penge og finde ud af, hvad jeg så ellers ville. Jeg startede på det hold, der gjorde hovedrengøring. Vi var en flok, der arbejdede os igennem hele hospitalet afdeling for afdeling. Vi havde det godt sammen og gik til arbejdet med energi og højt humør. Det er en tid, jeg tænker tilbage på med glæde.

Senere fik jeg fast job som hospitalsmedhjælper på en af afdelingerne. Jeg kunne godt lide at være der. Jeg havde gode kolleger og tjente mine egne penge, så jeg blev hængende et par år. Jeg fattede efterhånden interesse for arbejdet med de psykiatriske patienter og søgte ind på plejeruddannelsen på Sct. Hans Hospital i Roskilde. Efter endt uddannelse vendte jeg tilbage til Avnstrup og arbejdede der, indtil jeg måtte opgive jobbet pga. mit eksem, der var blevet rigtig, rigtig slemt på det tidspunkt.

Jeg har også boet på Avnstrup. Jeg boede i en personalebolig sammen med min ældste søn i over tre år. Vi havde en god lille lejlighed i et hus med fire lejligheder i alt. Der var et godt sammenhold mellem os naboer, og jeg var glad for at bo der.

Så Avnstrup har betydet meget i mit liv, og det er ikke længere siden end i weekenden, jeg har genset stedet. Da ældste søn var på besøg, kørte vi en tur forbi for at se, hvordan der ser ud nu om dage.

Læs videre

Gode septemberdage

Som jeg har været inde på tidligere, nyder jeg denne første efterårsmåned i fulde drag.

I weekenden havde vi besøg af vores ældste søn. Han bor jo i Grønland, hvor der er meget, meget smuk natur men  stort set ingen træer at kigge på, så vi havde planlagt en søndagstur i skoven. Det blev vejret bare ikke til, det regnede stort set hele dagen, så i stedet kørte vi en tur og kiggede på landskabet. Vi lagde  vejen forbi forskellige steder, der betyder noget for os som familie. Det var rigtig hyggeligt.

I dag lokkede solen og den blå himmel mig ud på travetur allerede tidligt på dagen. Det var dejligt. Jeg har simpelt hen så svært ved at undvære mine daglige gåture, men jeg er ikke vild med at gå i regnvejr. Alt andet vejr går jeg glad og gerne ud i, men hvis jeg går i regnvejr, er det fordi jeg er blevet overrasket af en byge. Jeg ved, at der er nogen, der godt kan lide at være ude i regnvejr, men jeg er ikke en af dem.

Læs videre

Tid til at kigge op

Jeg har lige læst i mit horoskop, at jeg kan se frem til en rimeligt rolig dag. Det er lige, hvad jeg ønsker mig, så jeg vil håbe, at det passer. (Jeg tror kun på horoskoper, når de lover noget godt.)

Jeg ønsker mig en rolig dag med masser af tid til at kigge op i den smukke, blå septemberhimmel. September er min yndlingsmåned, og jeg forsøger at nyde den så meget som muligt ved at være udendørs så snart, jeg kan se mit snit til det.

Læs videre

Nybagte boller og hjemmelavet syltetøj

Jeg bagte jo i går, og resultatet af mine anstrengelser blev, som det skulle være.

Jeg er gået over til næsten udelukkende at bage boller af den slags dej, man bare rører sammen, lader hæve 5-6 timer og sætter på bagepladen med en ske. Det går lynhurtigt. Ingen æltning. Man får ikke dej på fingrene. Det kan ikke være nemmere, og resultatet bliver faktisk altid godt.

Jeg varierer bollerne lidt ved at give dem forskellige former for drys ovenpå. Min favorit er blå birkes, Henrik kan allerbedst lide græskarkerner, andre foretrukne drys er majsgryn eller solsikkekerner.

Til bollerne blev der taget hul på et glas hindbærsyltetøj, som jeg lavede forleden. Jeg laver aldrig store portioner syltetøj. For det første spiser vi meget lidt af det. For det andet vil jeg ikke bruge konserveringsmidler. Onde tunger spøger ellers med, at i vores alder, har man brug for alle de konserveringsmidler, man kan få. Men her i huset foretrækker vi at gå udenom den slags. Så jeg fryser vores dejlige, økologiske bær fra haven i portioner på  500 g. Det er lige passende til et mellemstort glas syltetøj.

Gem

Læs videre

Ud i det blå i en rød Ferrari

I forgårs da jeg hentede Sander i SFO’en, havde hans far en overraskelse i ærmet til ham senere på dagen.

Sander er ret interesseret i biler. Han lægger mærke til de forskellige bilmærker og har selvfølgelig sine favoritter.

Hans far har en god ven, der har en Ferrari. En rigtig rap, lille, rød sag. Den havde sønnike fået lov til at låne, og ville overraske Sander  ved at hente ham i det flotte køretøj.

Vi havde aftalt at mødes på en parkeringsplads her i Holme-Olstrup. På den måde ville Sander lægge mærke til bilen som det første og først bagefter opdage, at det var hans far, der sad bag rattet.

Sander undrede sig en lille smule over, at vi skulle mødes med hans far der på parkeringspladsen, men det slog vi lidt hen.

Det var lidt af en oplevelse. Der sad vi, Sander, Farfar og jeg i vores bil midt på en ellers helt tom parkeringsplads. Pludselig drejer en rød Ferrari ind på pladsen og svinger hele vejen rundt om vores bil.

Sanders gjorde store øjne, kan jeg godt fortælle jer, og så kom det helt åndeløst: Ferrari og sekundet efter: Far!

Sådan en bil kan jo få øjnene til at stråle på drenge i alle aldre. Og det var også tilfældet her. Hvis det havde været mørkt, kunne de tre par “drengeøjne” snildt have oplyst hele parkeringspladsen.

Det var en glad og spændt lille dreng, der satte sig til rette i den flotte bil for at tage på køretur med sin far.

Læs videre