Januar er ved at være gået

Januar måned er allerede ved at være gået.

For mig har det været en lidt stille måned, fordi jeg ikke har været helt på toppen. Dels var jeg lidt længe om at komme mig ovenpå den influenza, der ramte mig ved juletid, dels har der været andre skavanker, der har plaget mig – især har mit eksem drillet rigtig meget. Så jeg har hverken været social eller udfarende, men har bare haft brug for at passe på mig selv og tage den lidt med ro. Der har ikke rigtig været overskud til så meget andet.

I løbet af måneden fik jeg læst et par virkelig gode bøger, Mischling af Affinity Konar og En uskyldig familie af Katrine Marie Guldager. Begge bøger kan jeg anbefale på det varmeste.

I januar har vi også set virkelig mange afsnit af  The Good Wife på Netflix.  Det er en rigtig god serie med dejligt mange afsnit. Selv om vi har tygget os igennem mange afsnit, er der heldigvis en god del tilbage endnu. Jeg hader, når en god serie er slut.

I morgen tager vi fat på februar – der er planer om noget, som jeg glæder mig til.

Læs videre

I løbet af året …

Der sker mange ting i løbet af et år – også på en blog.

I begyndelsen af 2016 skiftede min blog navn. Jeg skiftede fra at kalde den Bedstes Blog til bare at kalde den ved mit eget navn. Der var flere grunde til skiftet, som jeg alt i alt er tilfreds med.

Blogskriveriet fører mange forskellige oplevelser med sig. Heldigvis overvejende rigtig gode og positive oplevelser. På den negative side har der i det forgangne år været et par tilfælde af billedtyveri fra bloggen. Det blev jeg sur over og krævede kompensation – og det faldt på plads. I det ene tilfælde blev det løst helt uden problemer – i det andet gik det knapt så let.

For ganske nylig blev jeg spurgt, om et af mine billeder måtte bruges i noget undervisningsmateriale. Det måtte det gerne, og resultatet blev rigtig fint.

Jeg har anmeldt en del bøger i årets løb. Der er blevet taget godt imod de indlæg, og jeg vil meget gerne fortsætte med at anmelde bøger på bloggen af og til.

Der har også været et par enkelte sponsorerede indlæg på bloggen i årets løb. Det er meget muligt, at der vil dukke flere op, hvis der viser sig passende samarbejdsmuligheder. Det betyder meget for mig, at de ting, jeg omtaler i den type indlæg, passer til min blog, og at jeg kun skriver om ting, jeg selv kan lide eller sige god for.

Jeg glæder mig til at tage fat på 2017 her på bloggen. Min lille notesbog er klar med plads til masser af stikord og ideer.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Godt nytår

Årets sidste aften bliver ikke helt, som vi oprindelig havde tænkt os, for jeg er stadigvæk ikke helt rask og har egentlig bare lyst til at opholde mig under tæppet på sofaen med en god bog og har ikke fået forberedt noget som helst. Men vi har masser af mad i huset og friske blomster på bordet, så mon ikke det kommer til at gå helt fint alligevel? Det tror og håber jeg.

Jeg ønsker alle, der læser med her, et rigtig godt og lykkebringende nytår!

Læs videre

Et foto fra min blog i en ny sammenhæng

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en underviser fra NSI Sprog- og Integrationscenter i Næstved. Hun var ved at udarbejde noget undervisningsmateriale om Herregårdshaven på Rønnebæksholm og ville høre, om hun måtte bruge et af mine billeder fra haven.  Hun havde fundet billedet på nettet. Billedet kan ses på min blog her.

Jeg blev helt glad for at blive spurgt, for jeg har i flere tilfælde oplevet, at mine billeder er blevet brugt i forskellige sammenhænge, uden at jeg er blevet spurgt først. I dette tilfælde blev jeg spurgt, og det kvitterede jeg for ved med det samme at give grønt lys for brug af billedet.

Nu er folderen om Herregårdshaven på Rønnebæksholm færdig, og jeg har fået et eksemplar.

Jeg synes, det er sjovt at se et af mine billeder i undervisningsmaterialet. Billedet er ovenikøbet på forsiden af folderen. Det ser fint ud, og jeg er faktisk en lille smule stolt. I øvrigt er jeg som leverandør af et foto til folderen kommet i godt selskab med bl.a. Claus Dalby, som jeg beundrer rigtig meget for hans smukke blomster-/havebilleder.

Læs videre

Årets højdespringer

Jeg har været syg i juledagene og har ikke været meget oppe. Jeg har tilbragt dagene på sofaen under et lunt tæppe. Jeg har ikke rigtig haft lyst til at læse, så når jeg ikke har småsovet, har jeg kigget lidt rundt i Blogland og har også kastet et blik på min egen blogstatistik.

Indlæg med omtale/anmeldelse af bøger hører til mine mest læste indlæg, og her i 2016 har et enkelt indlæg i særlig grad skilt sig ud. Det er årets absolutte højdespringer, og selv om indlægget er skrevet for et halvt år siden, skaber det stadig trafik. Indlægget handler om bogen Få styr på dit stofskifte, og at det er blevet læst så mange gange vidner desværre om, at mange lider af stofskiftesygdomme, og at en del ikke er velbehandlede.

Læs videre