Et foto fra min blog i en ny sammenhæng

For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en underviser fra NSI Sprog- og Integrationscenter i Næstved. Hun var ved at udarbejde noget undervisningsmateriale om Herregårdshaven på Rønnebæksholm og ville høre, om hun måtte bruge et af mine billeder fra haven.  Hun havde fundet billedet på nettet. Billedet kan ses på min blog her.

Jeg blev helt glad for at blive spurgt, for jeg har i flere tilfælde oplevet, at mine billeder er blevet brugt i forskellige sammenhænge, uden at jeg er blevet spurgt først. I dette tilfælde blev jeg spurgt, og det kvitterede jeg for ved med det samme at give grønt lys for brug af billedet.

Nu er folderen om Herregårdshaven på Rønnebæksholm færdig, og jeg har fået et eksemplar.

Jeg synes, det er sjovt at se et af mine billeder i undervisningsmaterialet. Billedet er ovenikøbet på forsiden af folderen. Det ser fint ud, og jeg er faktisk en lille smule stolt. I øvrigt er jeg som leverandør af et foto til folderen kommet i godt selskab med bl.a. Claus Dalby, som jeg beundrer rigtig meget for hans smukke blomster-/havebilleder.

Du vil måske også synes om

8 kommentarer

  1. Det er sjovt at kunne bidrage til den slags 🙂
    Det samme har jeg været ude for nogle gange. De der spørger, får lov og skal ikke betale for det. De der bare tager selv og derefter bruger billederne kommercielt, skriver jeg til og forlanger penge for brug af billedet – det er der kommet nogle morsomme reaktioner ud af 🙂

    1. Det er nemlig sjovt.
      Jeg gør præcis det samme – og ja, det kan der godt komme lidt ballade ud af 🙂

  2. Ej, hvor fint, Randi! Det kan du da roligt være stolt af! Og, ja, hvor er det skønt at der er nogen der spørger om de må bruge billedet. Det burde jo være en selvfølge, men det er det ikke … Haven er i øvrigt dejlig 🙂

    1. Tak!
      Nej, det er desværre ikke helt ualmindeligt, at man bare bruger andres billeder. Men i dette tilfælde foregik det hele pænt og ordentligt 🙂 Det er lidt sjovt at se sit billede i en ny sammenhæng.
      Ja, haven er virkelig et besøg værd!

  3. Sikke et fint billede. Og hvor dejligt, at der trods alt er nogen derude, der kender lidt til det med ophavsret og ved, hvordan det fungerer. Det er så irriterende og frustrerende, når nogen snupper ens billedmateriale uden at have fået lov. Folderen ser flot ud!

    1. Tak! Ja, der er en tendens til, at folk tror, at alt, hvad de finder på internettet, er til fri afbenyttelse. Hvis folk spørger, om de må brug et billede til et eller andet, er de fleste jo som regel positivt indstillet, men hvis det bare bliver taget uden videre, kan man godt blive lidt knotten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *