Der sker mange ting i løbet af et år – også på en blog.
I begyndelsen af 2016 skiftede min blog navn. Jeg skiftede fra at kalde den Bedstes Blog til bare at kalde den ved mit eget navn. Der var flere grunde til skiftet, som jeg alt i alt er tilfreds med.
Blogskriveriet fører mange forskellige oplevelser med sig. Heldigvis overvejende rigtig gode og positive oplevelser. På den negative side har der i det forgangne år været et par tilfælde af billedtyveri fra bloggen. Det blev jeg sur over og krævede kompensation – og det faldt på plads. I det ene tilfælde blev det løst helt uden problemer – i det andet gik det knapt så let.
For ganske nylig blev jeg spurgt, om et af mine billeder måtte bruges i noget undervisningsmateriale. Det måtte det gerne, og resultatet blev rigtig fint.
Jeg har anmeldt en del bøger i årets løb. Der er blevet taget godt imod de indlæg, og jeg vil meget gerne fortsætte med at anmelde bøger på bloggen af og til.
Der har også været et par enkelte sponsorerede indlæg på bloggen i årets løb. Det er meget muligt, at der vil dukke flere op, hvis der viser sig passende samarbejdsmuligheder. Det betyder meget for mig, at de ting, jeg omtaler i den type indlæg, passer til min blog, og at jeg kun skriver om ting, jeg selv kan lide eller sige god for.
Jeg glæder mig til at tage fat på 2017 her på bloggen. Min lille notesbog er klar med plads til masser af stikord og ideer.
2 kommentarer
Jeg nægter konsekvent at skrive om noget, som nogen beder mig om at skrive om/anmelde – måske fordi jeg ikke bryder mig om reklamer (hvilket jeg sætter stor pris på, at du ikke har).
Jeg får også sommetider mails, hvor man foreslår, at jeg skriver om et eller andet, der ligger dem selv på hjerte, men som ikke selv har en blog. Den slags gør jeg heller ikke i – hvis jeg ikke selv kan stå inde for det, jeg skriver om, hvor er troværdigheden så henne?
Og hermed siger jeg altså ikke, at du er utroværdig, når du skriver dine sponserede indlæg 😉 – jeg kan bare ikke gøre det samme, men vi skal heldigvis ikke være ens.
Nej, bloggere behøver heldigvis ikke at være hverken ens eller enige 🙂 Jeg har ikke selv noget imod hverken sponsorerede indlæg eller reklamer på de blogs, jeg læser – sådan et indlæg er jo altid markeret som reklame/annonce/sponsoreret indlæg, så det er nemt at springe over, hvis man foretrækker det.