Læst i maj 2021

laestimaj2021

I løbet af maj har jeg læst de skønne bøger på billedet. Som sædvanlig har jeg bevæget mig lidt rundt i forskellige genrer.

Jorden under mig af Helle Vincentz  er mit første møde med forfatteren. Det er en erindringsbog, og jeg må ærligt indrømme, at både bog og forfatter har slået benene væk under mig. Denne erindringsroman er både vedkommende, rørende, modig, velfortalt og vigtig. Forfatterens evne til at fortælle om barndomsoplevelserne med barnets stemme og ordvalg virker utrolig stærkt.

Suveræn fordøjelse er skrevet af Louise Rindel Gudbergsen i samarbejde med Mette Bender. Bogen er spækket med informationer om, hvordan man kan udskifte uhensigtsmæssige vaner med gavnlige på vejen mod større velvære. Det er interessant at læse, at det ikke kun er maden, der påvirker balancen i tarmens mikroflora. Der er mange andre ting, der spiller ind. En inspirerende og informativ bog for alle, der interesserer sig for, hvordan man med små ændringer i livsstilen kan påvirke sundhed og velvære i positiv retning.

I Ungeenheden tegner Fine Gråbøl et både usentimentalt, knivskarpt og poetisk billede af en lille gruppe unge menneskers møde med psykiatrien.

Sommerkulde af Jennifer Weiner er en skøn roman, der blandt andet handler om vores overfladiske optagethed af glansbillederne på de sociale medier. Den handler også om de ting, der virkelig betyder noget her i livet. Bogen rummer forskellige dilemmaer, mange modsætninger, masser af stemning og interessante karakterer, humor og alvor – og endda en mordgåde.

Tidselhonning af Sara Paborn er en meget stemningsfuld og smukt fortalt roman. Den skildrer et fint møde mellem to vidt forskellige kvinder fra hver sin generation. Begge har de oplevet stormende forelskelse, stor kærlighed og smertefulde brud.

Klubben for Lykkelige Slutninger af Caroline Säfstrand handler om tre kvinder, der hver især finder en seddel under vinduesviskeren på deres bil, da de har været ude at handle. Hjerteligt velkommen til Klubben for Lykkelige Slutninger står der som overskrift på sedlen. Det er en invitation til at deltage i et skrivekursus. Trods forskellige betænkeligheder tilmelder de sig alle tre kurset. En skøn og varm roman om venskab, lykkelige slutninger og nye begyndelser.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.