Leksikon om lys og mørke

leksikonomlysogmoerke

Jeg har læst Leksikon om lys og mørke af Simon Stranger.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Leksikon om lys og mørke bygger på virkelige hændelser og strækker sig over otte årtier og fire generationer.

Simon Stranger finder ud af, at hans jødiske kones familie har boet i et hus, der under krigen var hovedkvarter for en af Norges mest frygtede, forhadte  og berygtede mænd, nazisten Henry Rinnan og hans håndlangere. Forfatteren dykker ned i historien og stykker en både fin og grusom fortælling sammen om hustruens familie. Samtidig tegnes et billede af, hvordan en norsk skomagersøn endte med at blive nazist og landsforrædder.

I henhold til jødisk tradition siger man, at mennesker dør to gange. Første gang når hjertet holder op med at slå og anden gang, når ingen længere siger, tænker eller læser vedkommendes navn. Med romanen ønsker Simon Stranger at sikre, at hans hustrus døde familiemedlemmers navne fortsat skal huskes, læses og nævnes ligesom navnene på alle de andre jøder, der så meningsløst blev dræbt under krigen.

Leksikon om lys og mørke er en rå Holocaust-beretning og samtidig et fint og respektfuldt mindeord over ofrene for krigen. Romanen har rørt mig dybt – den er skrevet med stor indlevelse og følsomhed. En stærk og smukt skrevet fortælling om slægt og sammenhold og om de familiefortællinger, vi giver videre til vores børn.

Læs mere om Leksikon om lys og mørke hos Politikens Forlag.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *