Oktobermorgen

På min gåtur i morges mødte jeg nogenlunde de samme mennesker, som jeg plejer at møde om morgenen. Vi bor ganske tæt på den lokale skole og daginstitution, så på morgenturen møder jeg som regel en del forældre og børn på vej derhen. Der er normalt også en del hundeluftere ude ved den tid. I morges var vejret så smukt. Der var ganske vist en snert af kulde i luften, men der var også solskin og blå himmel. Og folk var så glade denne morgen – måske i forventning om efterårsferie?  Der var smil og venlige bemærkninger i forbifarten.

Det er egentlig så hyggeligt med det fællesskab, der opstår mellem mennesker, der faktisk ikke kender hinanden, men mødes regelmæssigt på  stier, gader og stræder. Efterhånden som man har set hinanden nogle gange på samme tid og sted, begynder man at hilse helt venskabeligt og udveksle kommentarer om det ene og det andet.

Det er sådan en lille dagligdags ting, som jeg sætter pris på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *