Projekt plæneforskønnelse

 

proektplaneforskoennelse

Indlægget indeholder reklamelinks.

Vores græsplæne har længe været ret ujævn og forsømt.

Den har været under angreb af gåsebiller. Den er fuld af mos. Faktisk er det mere en mosplæne end en græsplæne, for nu at være helt ærlig. Men nu skal den være pænere og mere robust.

Vores robotplæneklipper, der er ret ny her på matriklen, har vist sig at være en stor hjælp i forhold til projekt plæneforskønnelse. Ikke alene klipper den græsset, den har også meget tydeligt vist os ujævnhederne i plænen. Så vi har været klar over præcis, hvor der trængte til at blive jævnet ud. Det har vi så gjort løbende i den senere tid. Nu er plænen så jævn, at robotten kan køre uhindret rundt.

Som en ekstra gevinst bryder mosset sig ikke om, at robotten utrætteligt kører rundt og “tromler” det.

Vi (Henrik) har været i gang med en rive og har fjernet bunker af mos.

Næste trin er, at plænen skal luftes, have en omgang kompost blandet med sand og til sidst en eftersåning. Vi har allerede købt økologiske græsfrø. Kompost har vi. Så nu mangler vi bare at få købt lidt sand hjem. Vi glæder os til at se, om vi kan få noget, der ligner en rigtig græsplæne, ud af det.

Læs videre

Grønne asparges fra egen urtehave

groenneaspargesfraegenurthave

At hente lækre, friske, økologiske grøntsager ind fra haven er simpelt hen så dejligt – ren hverdagsluksus. Lige nu er det de grønne asparges, der giver et ekstra skud vitaminer og velsmag til vores måltider. Vi sætter meget stor pris på vores hjemmeavlede asparges.

Vi har kun et lille aspargesbed, men vi arbejder på at udvide det. Det er ikke de helt store portioner asparges, vi kan høste, men mindre kan også gøre det. Det er sjældent, at vi kan høste mere end 6-8 stykker ad gangen. Det er ikke nok til at udgøre et helt måltid til to personer, men vi synes begge to, at lidt friske, grønne asparges smager godt til det meste og er et plus for de fleste af de retter, vi spiser her i huset.

I år er vores asparges større og flottere end nogensinde, og så smager de, så englene synger.

Læs videre

Kort og godt

kortoggodt

Der er så meget smukt at kigge på i naturen og i haven lige nu. Fornylig skrev jeg lidt om syrenerne i haven – de blomstrer og er smukke og duftende lige nu.

Det japanske kirsebærtræ er færdigt med at blomstre for i år, og de lyserøde blomsterblade ligge i bræmmer  langs kanterne på græsplænen og fliserne.

Frugttræerne er snart færdige med at blomstre – og i disse dage river og flår blæsten i de sarte blomsterblade. Det ene af vores æbletræer har sparsomt med blomster i dette forår, mens et andet er fuldstændig eksploderet i blomsterflor.

Men uanset, om blomsterne er mange eller få, gælder det om at nyde dem, mens de er der. Tidsrummet, hvor alle træerne blomstrer, er kort – og godt.

Læs videre

Den dejligste duft af syrener

 

dendejligsteduftafsyrener

Det er ikke så tit, jeg tager blomster ind fra haven. Jeg nænner det ikke, for de holder jo meget længere derude. Der er dog visse undtagelser. Jeg kan nemlig godt finde på at plukke af de blomster, jeg har rigtig mange af. Det samme gælder blomster, der gror i et hjørne af haven, hvor jeg ikke rigtig får kigget så meget på dem, og hvor jeg ikke kan nyde dem fra vinduerne i stue og køkken.

Syrener har jeg masser af. Overflod. Og jeg elsker syrener. Så jeg tager buketter ind. De pynter, lyser op og dufter helt vidunderligt.

Jeg har før fortalt historien om syrenerne, og hvorfor vi altid kalder dem Morfars syrener.

Læs videre

Hortensia igen – denne gang i vase

Den kraftige regn i forgårs var hård ved en af mine hortensiaer.

Det er en lille hortensia, som jeg købte sidste år.

I år havde den kun to blomsterhoveder. Til gengæld var de store.

Da regnvejret stod på, og blomsterhovederne blev tunge af vand, kunne de spinkle stilke ikke bære dem længere. Begge stilke bukkede under for presset.

Selv om jeg synes, at hortensiablomster er meget smukke i buketter, nænner jeg normalt aldrig at tage nogen ind fra haven. Det var jeg så nødt til at gøre med disse to, hvis jeg fortsat ville have glæde af dem.

Nu står de i en vase i køkkenet, så vi kan nyde synet af dem, mens vi gør rent og pakker ud.

Læs videre