Fløjet fra reden

Den lille musvit her har forladt reden i dag.

Hidtil har den boet sammem med sin famile i redekassen, som Farfar  og Sander samlede og satte op i bøgetræet sidste sommer.

I morges opdagede vi, at den sad i syrenen lige udenfor vores vindue.  Det var tydeligt, at den lige havde forladt reden, den havde endnu ikke fundet ud af, at verden er et farligt sted. Det anfægtede den overhovedet ikke, at jeg gik ret tæt på den. Den sad bare helt roligt og så en anelse betuttet ud.

Lidt senere hørte vi, at der var andre musvitter i nærheden,  og vi regner med, at den lille unge bliver passet godt på af forældrene.

Læs videre

Skovtur i smukt vejr

Vejret har været perfekt til skovtur i dag, så vi tog en tur i Hesede skov sammen med mellemste søn. Vi havde regnet med, at Sander også kom med, men han var ikke hjemme.

Der var så smukt ude i skoven. Alting var præcis, som det skal være i en dansk bøgeskov i maj.

Vi gik også en tur igennem Paradishaven. Vi beundrede bl.a.  en stor busk med smukke, røde blomster. Jeg ved ikke, hvad busken hedder. Navnene på træer og buske står ellers på nogle små træskilte, men vi kunne ikke finde skiltet ved den blomstrende busk. Det hele vokser vildt i Paradishaven, og planterne i skovbunden  kan snildt skjule sådan et lille  skilt.

Da vi kom tilbage fra turen var Sander kommet hjem, så vi fik alligevel lige en lille snak med ham. Han fortalte os, at han forleden dag blev stukket i begge armene (vaccination ved fem-års undersøgelse), at han ikke græd, og at han blev målt og måler 1  meter og 14 cm.

Læs videre

Jeg må vel se at få det lært …

Det der med at smide ting ud det er jeg ikke ret god til. Jeg gemmer og gemmer.

Da vi her for nylig skulle pakke alting ned i flyttekasser, gik det for alvor op for mig, hvor meget jeg går og gemmer på.

Skabene var fulde af ting, der ikke har været brugt i lange tider. Der var f.eks fire fine, blåstribede hynder til nogle havemøbler, vi har kasseret for umindelige tider siden. Hynderne fik vi aldrig brugt, så de lå bare øverst i et skab – så fine som den dag de blev købt – til ingen verdens nytte.

Der var konfirmationstelegrammer, skolehæfter, gamle brætspil, kassettebånd, en madras til en kravlegård og en til en tremmeseng. Der var gryder og en helt ny æbleskivepande, der ikke kan bruges på vores nuværende komfur. Og meget, meget mere. Altsammen ting som jeg har haft i hænderne med jævne mellemrum i årenes løb, når jeg har ryddet op i skabene. Ting som jeg ikke har kunnet nænne at smide væk.

Det er især  ting fra mine sønners barndom, det kniber for mig at skille mig af med.

Da vi pakkede hele huset ned, tog jeg mig sammen og fik en hel del smidt ud. Alligevel ved jeg godt, at en del af flyttekasserne er fulde af ting, jeg burde smide ud. Jeg har lovet mig selv, at smide mere ud, når vi pakker ud igen. Jeg ved bare, at det ikke bliver nemt.

På den anden side set ved jeg også godt, at det er en lettelse, når det er gjort.

Det, der kan genbruges, bliver afleveret i genbrugsbutikken. Det hjælper lidt at give tingene videre til nogen, der kan bruge dem. Det giver mere mening end bare at smide det hele i containeren til småt brændbart på genbrugsstationen eller stille det ud til storskrald.

Læs videre

Mere om frø

Min søster har sendt os et kort og en pose blomsterfrø. Kornblomster.

Hun skriver i kortet, at hvis vi behandler frøene efter forskrifterne, kan vi plukke en buket kornblomster, når vores hus står klar til at flytte ind i igen.

Det var en sød hilsen, som vi blev rigtig glade for.

Frøene er allerede blevet sået, og nu glæder vi os sådan set bare, til vi kan plukke kornblomster.

Læs videre

En dejlig dag med masser af sjov

I går slog BonBon-Land dørene op for sæson 2014.

Jeg var inviteret til at være med til at fejre åbningsdagen. Jeg havde endda fået lov til at tage nogen med, og Farfar og Sander var ikke svære at overtale.

Vi var  både glade og forventningsfulde, da vi stillede os i kø og ventede på at blive lukket ind.

Vores forventninger blev indfriet til fulde. Alle sejl var sat til for at gøre åbningsdagen  festlig for alle besøgende.

Allerede lige da vi var trådt indenfor i parken, fik Sander ligesom alle de andre børn en kæmpestor bolchesut og en frugtstang. Sander spiste frugtstangen med det samme – så var der energi til en sjov og aktiv dag.

Vi storhyggede os  og var nærmest i konstant bevægelse. Der er så meget at se på og så mange ting at prøve, og Sander ville helst både se og prøve det hele. Det nåede vi nu ikke, men vi nåede en masse. Selv om der var mere end 2500 mennesker i parken, var der masser af plads, næsten ingen køer, glade smil og godt humør over hele linien.

Der var både is og kage og goodie-bag med ekstra forkælelse til både store og små. For at det ikke skulle være løgn, var vejret helt perfekt, så vi kunne umuligt ønske os mere.

Tak til BonBon-Land for en helt igennem superdejlig dag!

Hvis du også kunne tænke dig en tur i BonBon-Land så hold øje med bloggen her, for der er en konkurrence på vej.

Læs videre