Blog
Jeg er slet ikke til kravlenisser. Så er det sagt.
Og så alligevel – de små nisser her tegnet af Christel – dem er jeg vild med.
Da jeg var barn, samlede jeg på Christel tegninger. Desværre har jeg dem ikke mere, men jeg husker dem tydeligt. De var så søde.
De små Christel nisser her har jeg fået af min søster. Som sagt bryder jeg mig ikke om kravlenisser, men arket her – sat i ramme – det synes jeg, er helt vildt fint.
Da jeg for mange år siden som 13-14 årig havde madlavning i skolen, fik vi udleveret bogen Moderne husførelse – En lærebog for skolekøkkener og nybagte husmødre. Bogen er udgivet i 1961, så den er ved at ha’ nogle år på bagen.
Jeg bruger stadig bogen, ikke mindst fordi jeg i tidens løb har noteret forskellige opskrifter på de dertil indrettede sider. Bogen har kendt bedre dage, den er ved at være temmelig slidt, men jeg vil aldrig skille mig af med den.
I afsnittet Tekniske hjælpemidler står der bl.a følgende:
Et Køleskab
vil i mange hjem betyde en stor lettelse, især hvis man har brug for at købe ind til flere dage ad gangen.
Hvis det kun er meningen at bruge køleskabet til en enkelt flaske mælk og et stykke leverpostej og lignende, kan det være en ret stor luksus at anskaffe et køleskab, som også koster noget i drift. Men er opbevaringsforholdene for mad iøvrigt dårlige, kan sikkert mange tilfælde af sommer-roskildesyge undgås ved hjælp af køleskabet, og selv om køleskabet måske ikke er nødvendigt fra første færd, er det nok et af de tekniske hjælpemidler, man skal sætte på ønskedsedlen til senere anskaffelse – ikke mindst til børnenes mælk og efterhånden som de frosne varer vinder frem.
Jeg er glad for, at jeg har den bog endnu, den er fuld af guldkorn. Hvad med dette her f.eks.:
I vide kredse er det stadig skik og brug at servere tyk, opbagt sovs til snart sagt alle kødretter, og der er vist ikke tvivl om, at mange overflødige kilo stammer fra sovseskålen.
Billederne i bogen er også et studie værd. Der er så mange fine ting på de billeder, som mange nok godt kunne tænke sig at få fingre i. Og så er der jo opskrifterne ikke at forglemme. Der er opskrifter på alt lige fra melboller til æbleflæsk og bankekød.
Der er så meget, jeg har lyst til at fortælle fra den bog, så den vender jeg nok tilbage til en anden gang.
Rød fluesvamp er omtrent den eneste svamp, jeg kan bestemme med sikkerhed. Det er en giftig fætter, men jeg synes, at den er flot.
Da jeg var barn, blev sådan en omtalt som en paddehat. Jeg har en meget svag erindring om at have ejet en børnebog med flotte illustrationer, hvor der var paddehatte, som var små huse, hvor der boede nogle bittesmå væsner. Mere kan jeg ikke huske. Hvad jeg derimod husker er historien om, hvordan det gik til, at jeg fik den bog. Den er nemlig blevet fortalt i familien et utal af gange.
Jeg var måske omkring tre år gammel og jeg var syg. Min mor syntes åbenbart, at jeg trængte til en form for opmuntring, så hun bad min far købe en billedbog til mig, da han alligevel skulle til byen. Han var arbejdsløs på det tidspunkt og skulle til kontrol. Det hed det, og det var det. Som jeg husker det fortalt, skulle han møde op dagligt – på hvad der vel svarede til vore dages arbejdsformidling, eller på fagforeningskontoret – det er lidt uklart for mig. I hvert fald skulle han cykle adskillige kilometer for at komme til det der kontor og få et stempel i “bogen”, så han kunne modtage arbejdsløshedsunderstøttelse.
Nå, men Mor havde altså bedt ham om at købe en billedbog med hjem til mig. Og det gjorde han. Den flotteste billedbog han kunne finde. Og den var flot. Og den var dyr. Min mor var mange år senere stadig forarget over, at han havde købt den dyre bog uden først at spørge om prisen. Han havde bare købt den, han syntes var pænest. Sådan er det jo, hvad enten man er rig eller fattig – kun det bedste er godt nok til éns børn. Jeg mener at kunne huske, at min mor sagde, at bogen kostede fire kroner. Og det var mange penge dengang. Især for en familie med mange børn og en arbejdsløs forsørger.
Hvor ville jeg ønske, at jeg stadig havde den bog.
Da jeg var barn, havde jeg en bog, der hed Tudemarie. Den handlede om Marie, der havde let til tårer, og derfor altid blev kaldt Tudemarie. Jeg var meget glad for den bog. Så vidt jeg husker, fik jeg den i jule- eller fødselsdagsgave af min faster.
Jeg har desværre ikke bogen mere. Faktisk ved jeg ikke, hvad der blev af den.
Grunden til at jeg er kommet i tanke om bogen er, at jeg selv er blevet lidt af en Tudemarie.
Det er noget, der er kommet i forbindelse med, at jeg er blevet farmor.
Når jeg kigger på mit lille barnebarn, sker det den ene gang efter den anden, at jeg får tårer i øjnene. Jeg synes jo, at han er så dejlig. Ja, og så bliver jeg vel lidt rørt. I hvert fald løber øjnene i vand.
I dag skete det igen. Min søn sad med den lille på skødet overfor mig. Jeg sad selvfølgelig og snakkede lidt med guldklumpen og pludselig stak han mig det allerkæreste smil. Ja, så sprøjtede tårerne ud af øjnene igen. Resten af familien drillede mig lidt, og så var det, at jeg kom i tanke om bogen om Tudemarie.
Min farmor var glad for hortensiaer. Jeg kan huske, at min far plejede at give hende en hortensia til vindueskarmen til Mors Dag. Han købte altid de blå til hende. De var så smukke.
Jeg er også vild med hortensiaer. Jeg holder mig bare til dem, der er beregnet til haven. Desuden er jeg nok mest til de lyserøde. Og dog – de blå er jo også smukke. Jeg tror, at det skal være en blå næste gang. Dem, jeg har i øjeblikket, er altså lyserøde. Jeg har tre stående på terrassen i krukker. I år vil de bare ikke rigtig, som jeg vil. De var sent på den med blomstringen, og de har i det hele taget kun få blomster. De plejer ellers at være så flotte. I virkeligheden ved jeg nok godt, hvad der er galt. De trænger til større potter. Problemet er bare, at hvis de skal ha’ større potter, så er der tale om enorme potter. Vi har snakket om at lave et bed til dem i stedet, og så starte med nogle nye og meget mindre planter i krukkerne.
Til gengæld så jeg nogle fantastiskse hortensiaer forleden dag på vores tur til Sønderborg. Jeg har aldrig før set så store hortensiaer indenfor landets grænser. Flere steder både i og omkring Sønderborg passerede vi de mest utolige, enorme hortensiabuske. De var fantastisk smukke.
Billedet i dette indlæg er af ældre dato. I år er mine hortensiaer ikke noget at skrive hjem om – og de gør sig heller ikke specielt godt på fotos.