Fri for allergi

friforallergi

Jeg har gennemlæst Fri for allergi af Mette Bender & Søren Lange.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Fri for allergi er en bog for alle, der lider af allergi. Over en million danskere mærker problemet på egen krop. Bogens gode budskab er, at man kan gøre en hel del for at lette generne ved at spise den rette kost og tage gavnlige kosttilskud.

I Fri for allergi samles ældgammel viden og ny forskning på området. Bogen giver overblik over hvilke fødevarer, der styrker immunforsvar, tarme og binyrer, så der er mindre risiko for allergiske symptomer.

Bogen giver anvisning på en syv-dages allergikur, hvor kroppen afgiftes og immunforsvaret får ro. Der er kostplaner og inspirerende opskrifter til alle ugens måltider, men man kan også vælge selv at sammensætte ugens madplan ved hjælp af en positivliste over fødevarer.

Bogen rummer desuden en lang række gode råd om allergidæmpende mad, gavnlige kosttilskud, akupressur, naturligt antihistamin  og  potente planter. Alt sammen naturlige, genopbyggende midler på vejen mod et liv med mindre allergi.

Jeg har læst bogen med meget stor interesse. Jeg har selv været multiallergiker hele livet og har især problemer med eksem. Jeg har i årenes løb tilegnet mig en del viden om allergi, men alligevel har Fri for allergi givet mig masser af ny viden og nye tips, jeg kan bruge i kampen mod eksem og allergi. Bogen er simpelt hen en guldgrube af nyttig viden og gode tips til en hverdag med mindre allergi.

Læs mere om Fri for allergi på Gyldendals hjemmeside.

Læs videre

Ny vaskemaskine med Allergy Mode

askovaskemaskine

Som jeg fortalte for snart to år siden, fik vi i en presset situation anskaffet os en vaskemaskine, som ikke var helt optimal i forhold til vores behov.

Maskinen vaskede upåklageligt, men den havde ikke de samme programmuligheder, som jeg var vant til at bruge. Og allerværst – den skyllede ikke så godt, som min ældgamle vaskemaskine, som den skulle erstatte. Grundig skylning af tøjet efter vask er vigtigt, og særlig vigtigt, når man har eksem og sensibel hud. Maskinen gav mulighed for tilvalg af et ekstra skyl, men jeg var stadig ikke helt tryg ved resultatet.

Mange nye vaskemaskiner sparer meget på vandet, og det er jo generelt en god ting. Men for sådan en som mig er det måske knapt så godt.

Mit eksem er de senere år langsom blevet værre og værre, og jeg har fået eksem på steder, hvor jeg ikke har haft eksem i årtier. Så noget må der gøres.

Vores seneste tiltag er udskiftning af vores ellers temmelig nye vaskemaskine. Vi har købt en ny, der giver mulighed for at tilvælge et særligt allergiprogram – Allergy Mode. Det betyder, at maskinen ved vask holder den valgte temperatur i længere tid, og det betyder, at tøjet skylles flere gange end ved normal vask.

Jeg knuselsker allerede min nye vaskemaskine. Den vasker upåklageligt, og den skyller som en drøm. Hvis mit eksem ikke falder til ro snart, må vi konkludere, at det i hvert fald ikke skyldes irritation på grund af sæberester i tøjet. Men jeg hælder ganske optimistisk til at tro, at det nok skal falde til ro. Det er jeg nødt til at tro på.

Læs videre

Test af MDerma plejeprodukter til atopisk hud

mdermaprodukter

Jeg har i nogle uger testet MDerma produkter til pleje af atopisk hud.

Jeg har modtaget produkterne til test/anmeldelse fra MDerma.

De tre produkter på billedet er alle beregnet til pleje af atopisk hud, men det er meget forskelligt hvilken type creme, den enkelte foretrækker. Der er nogen, der som jeg, ikke bryder sig så meget om at smøre huden med meget fede cremer. Hvis man hører til den gruppe, skal man nok ikke vælge MD02 Lipid Light Balm, for den er meget fed. Så fede cremer bruger jeg kun til revner i mine tørre hænder, men der er de til gengæld også helt uundværlige.

MD12 High Absorbent Cream er mindre fed, og den holder, hvad den lover, i forhold til at trænge hurtigt ind i huden. Det er en udmærket fugtighedscreme, som jeg godt kunne finde på at købe af og til. Jeg veksler mellem forskellige gode mærker, når jeg køber nye forsyninger af creme.

Min klare favorit er MD21 Carbamide Lotion 5%. Den er supergod – min hud har virkelig glæde af den. Den kommer jeg med sikkerhed til at fortsætte med at bruge. Den fugter huden virkelig godt helt uden at fedte – så bliver det ikke bedre.

Det er selvfølgelig vigtigt, at hudplejeprodukter virker, men det gør altså heller ikke noget, at tuber og flasker er pæne at se på – og det er de her. Jeg synes simpelt hen, at de er en fryd for øjet, og det er absolut et ekstra plus.

Alt i alt har det været en positiv oplevelse at teste MDerma produkterne, og jeg vil bestemt anbefale andre med tør hud og/eller eksem at prøve dem.

Læs videre

Læst i februar

laestifebruar2019

I februar har jeg læst langt mindre, end jeg normalt læser på en måned.

Der har været andre ting, der har fyldt og taget energien.

Jeg har haft/har et slemt eksemudbrud, der bl.a. har kostet en ti dages penicillinkur. Det har også kostet mig nogle gode oplevelser, idet jeg har været nødt til at melde afbud til forskellige ting bl.a. et par spændende bloggerarrangementer, som jeg havde glædet mig til.

Heldigvis er der også gået tid med positive ting. Jeg har haft fødselsdag, og i den forbindelse har vi ad flere omgange tilbragt dejlige timer i selskab med vores børn, sviger- og børnebørn.

Som nævnt, har jeg ikke læst ret mange bøger i februar, men til gengæld er de to, jeg har læst, rigtig gode.

Vi ejer himlen af Luke Allnutt er en af de mest rørende romaner, jeg længe har læst – den er fuld af smerte, men først og fremmest er det en historie om håb og om betingelsesløs kærlighed. Romanen griber læseren om hjertet, og jeg vil anbefale den på det varmeste.

De udødelige  af Chloe Benjamin er en meget rørende roman om livet og døden og om konsekvenserne af de valg, vi træffer på vores vej gennem livet.

Læs videre

Helt uden gluten

heltudengluten

Jeg har haft den fornøjelse at gennemlæse Helt uden gluten af Kathrine Rosamunde Virring og Mette Marie Viscor.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Tilbage i firserne spiste jeg i nogle år glutenfri mad efter råd fra min allergispecialist. Dengang var der ikke særlig mange alternativer til almindeligt mel at finde på hylderne i supermarkederne, og det var mere end svært at finde opskrifter på brød uden gluten. Men det gik. Man kan jo vænne sig til meget, og efterhånden fandt jeg ud af at bage noget brød, der var til at spise. Efter nogle år begyndte jeg at spise almindeligt rugbrød igen og senere også hvedebrød af og til.

Med mine erfaringer med bagning uden gluten i bagagen var det helt enestående at få den smukke og indbydende bog Helt uden gluten i hånden. Det kom faktisk lidt bag på mig, at der er sket meget på det område, siden jeg beskæftigede mig med det sidst. Det er meget glædeligt.

Nu har jeg taget fat på en periode uden gluten igen for at se, om det måske kan have en gavnlig indflydelse på mit eksem. I den forbindelse har det været en gave at stifte bekendtskab med bogen Helt uden gluten. Bogen byder på en gennemgang af forskellige glutenfri meltyper og andre spændende ingredienser samt generelle fif til, hvordan man i det hele taget griber bagningen an, når man bager uden gluten. For en glutenfri dej skal behandles lidt anderledes end en dej af almindeligt hvede- eller rugmel.

Til mit held er mange af opskrifterne mælkefri – eller mælken kan sagtens skiftes ud med anden væske. Så selv om jeg er mælkeallergiker, kan jeg bruge opskrifterne.

Bogen er fuld at inspirerende og indbydende opskrifter og skønne billeder af lækkert bagværk. Jeg har planlagt, at jeg skal i gang med at bage mit glutenfri brød med surdej. Det har jeg ikke prøvet før, så det er jeg meget spændt på.

Jeg skal lige love for, at glutenfri bagning og glutenfrit brød er noget helt andet og meget bedre i dag, end det var for 30 år siden.

Læs mere om Helt uden gluten på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre
1 2 3 8