Leg og sjov

Vi fik en frisk og veloplagt dreng på besøg i går morges klokken otte – og så tog vi ellers hul på en halv dag med leg og sjov.

Sander tog godt imod det nye legetøj – både den sjove Furby og hammersættet. Han var ferm til at hamre brikkerne fast på pladen, så de dannede flotte køretøjer. Vi fik også leget lidt med Lego, læst en bog og øvet os på et par sjove remser.

Vejret var rigtig dejligt, så det skulle vi selvfølgelig også ud og nyde. Så vi strøg ud i haven, og Sander fik tjekket, om hans kost, bold og grønne vandkande stadig var på deres sædvanlige pladser. Alt var, som det skulle være, og Sander fejede myrer, vandede hækken og fliserne og spillede fodbold med Farfar.

Der blev også tid til at hjælpe Farfar med at tømre en fuglekasse sammen, men det vender jeg tilbage til. Vi fandt mariehøns, bænkebidere, regnorme, myrer og edderkopper, vi gik en tur ned til bækken, og vi spiste frokost ved havebordet.

Da vi havde spist, dukkede en dreng her fra vejen op. Han er omtrent jævnaldrende med Sander, og de to ville gerne cykle lidt om kap ude på vores vej. Det gjorde de, og det gik over stok og sten. Vi havde lovet Sander, at vi skulle en tur på legepladsen, og legekammeraten ville gerne med. Så måtte vi over og spørge forældrene, om det var i orden. Det var det – så af sted til legepladsen.

Da vi kom hjem igen, var det ved at være tid, at Sander skulle hjem, men vi var vist egentlig også ved at være lidt småtrætte alle mand.

Læs videre

Lige om lidt …

Vi skal jo have Sander på besøg i dag. Vi har aftalt at lege sammen lige fra morgenstunden. Han kommer lige om lidt.

Vi har planer om, at vi skal tømre en fuglekasse sammen i fællesskab – men ellers vil vi bare se, hvad vi får lyst til at foretage os i løbet af dagen. Vi skal bare hygge os.

Læs videre

En aftale

Jeg talte i telefon med Sander i formiddags.

Han spurgte, om han måtte komme hjem til os og lege. Vi havde nemlig lovet ham, at han skulle hjem til os og lege en dag, når Farfar fik sommerferie.

Nu har Farfar fået ferie, så vi aftalte med Sander, at han skal komme hjem til os og lege på fredag.

Jeg glæder mig til at se, hvad han siger til de nye legesager, der er i legetøjsskabet denne gang. Jeg har købt et  sæt med en plade, en hammer, søm  og en hel masse  brikker, der kan sættes sammen til forskellige biler og sømmes fast på pladen. Det tror jeg nok, at han vil synes er sjovt.

Som om det ikke var nok, så har jeg været så heldig at vinde en Furby  – et elektronisk kæledyr – inde hos Groovybaby and mama. Det er en skæg lille fætter at se på, den skal nok vise sig at være en festlig legekammerat.

Jeg er sikker på, at vi nok skal få en sjov og hyggelig dag.

Læs videre

Leg og dybsindig samtale

Jeg havde lovet at passe Sander et par timer i aftes, mens forældrene smuttede en tur i biografen.

Henrik var optaget af arbejde men ville dukke op, hvis han kunne nå det før Sanders sengetid.

Sander og jeg legede med biler, og vi nåede også at kigge i den nye fotobog sammen. Sander syntes, det var sjovt, at det var ham, der var på alle billederne.

Lige da Sander var klar til at blive puttet, arriverede Henrik, og Sander besluttede omgående, at han ville puttes af Farfar.

Jeg lyttede til deres samtale inde på værelset. Sander ville gerne have svar på, om det var rigtigt, at det var os, der havde bestemt, at hans far skulle hedde Jakob. Det blev bekræftet. Sander fortalte, at det var Bedstefar og Mormor, der havde bestemt, hvad hans mor skulle hedde. Derefter skulle der også lige styr på, hvem der havde bestemt, at Farfar skulle hedde Henrik, og om det var Farfar, der havde bestemt, hvad Farmor skulle hedde.

Da der var styr på navnene og hvem, der havde bestemt dem, blev Farfar venligt men bestemt bedt om at forlade værelset, og Sander lagde sig til at sove.

Læs videre

Fire år

Sander har fødselsdag i dag.

Fire år er han. Det er næsten ikke til at forstå.

Vi var inviteret til fødselsdag i søndags. Det var rigtig hyggeligt. Sanders to kusiner var der også, og jeg skal da lige love for, at de tre børn hyggede sig sammen. Det var dejligt at se.

Da vi havde sat os til bords spurgte Sander straks, om ikke vi skulle synge fødselsdagssang for ham. Og jo, det skulle vi da. Vi sang, så han til sidst holdt sig for ørerne.

Jeg håber, at fødselsdagsbarnet har nydt at blive fejret igen i dag på selve dagen.

Læs videre