Blog
Selv om det jo nok snart bliver “rigtigt” efterår, er der stadig masser af livskraft i planterne ude i haven.
Planten på billedet – jeg ved ikke, hvad den hedder – folder nye blomster ud hver eneste dag. De er så kønne. Farven er helt fantastisk. De blomster har jeg fået af min søster. Eller rettere sagt, jeg fik nogle blomsterfrø af hende. Frøene blev sået og frem voksede disse dejlige blomster. Jeg glæder mig over dem hver dag, og sender samtidig min søster en kærlig tanke.
Nej, hvor er jeg bare træt. Det har været en anstrengende dag i dag.
Min morbror er død, og blev bisat i dag. Det er altid trist, når man er samlet for at tage afsked med et familiemedlem. Bagefter – ved kaffen – kom nogle af os til at snakke om, at det er temmelig sørgeligt, at vi fætre og kusiner faktisk kun ses ved netop den slags anledninger som i dag.
Efterhånden som mange af vores forældres generation ikke lever mere, er der ikke rigtig nogen naturlige samlingspunkter, som der var før.
Vi snakkede lidt om at arrangere en fætter/kusine-fest for at mødes i en mere munter ramme. Inden jeg fik set mig om, havde nogen vedtaget, at det er mig, der skal komme med et udspil i forhold til sådan en sammenkomst. Øh?
Nå, men det vil jeg da også gerne. Det bliver bare ikke sådan lige pronto.
Lige nu, hvor jeg er så træt, kan jeg slet ikke overskue overhovedet bare at forestille mig, at jeg nogensinde skal arrangere noget som helst.
Her til aften syntes jeg, at jeg trængte til en kop kakao. Det er lidt omstændeligt, når jeg skal ha’ kakao. Jeg er jo allergisk overfor mælk. Så kakaoen skal laves på rismælk. Så først skal jeg koge rismælk. Når den er kogt, skal den blendes. Og lige præcis da jeg nåede dertil, gik det helt galt. Jeg var nok lige lovlig utålmodig. Rismælken skulle nok lige ha’ kølet af et par minutter mere. I hvert fald sprang blenderglasset, da jeg havde fyldt den varme rismælk i. Og jeg havde nået at putte både sukker og fedtstof i. Så det var noget af en klistret omgang, der væltede ud over køkkenbordet, ned i en skuffe og et underskab og ned på gulvet. Dejligt, når nu man var træt og trængte allermest til lidt ro og en kop kakao! Det tog lang tid at gøre rent efter den seance, og kakao kunne jeg jo kigge i vejviseren efter.
Men man skal jo ikke græde over spildt mælk – heller ikke rismælk.
I morgen skal jeg nok ud og se på en ny blender. Hvis jeg orker?
Sovemorgen – det er selvfølgelig sådan en morgen, hvor man kan sove lidt længere, end man ellers gør. Selve udtrykket stammer fra dengang min yngste var barn.
Men altså sådan en sovemorgen er rigtig dejlig af og til – og en sovemorgen var lige, hvad vi havde i morges.
Det er altså dejligt at være rigtig udhvilet og stå op, fordi man har lyst til at stå op og ikke bare fordi man er nødt til det.
Der er kun en enkelt lille hage ved at afholde sådan en sovemorgen – nej to hager faktisk. Den første er, at man resten af dagen mangler de timer, man har snuet væk og godt kan forfalde til at ærgre sig over det. Den anden er, at man er alt for frisk og veloplagt om aftenen og derfor nok kommer til at gå for sent i seng – og så er man virkelig træt, når man skal op næste morgen.
Der er ikke noget der er så godt, at det ikke er galt for noget :-).
Jeg elsker efteråret – især september. Himlen er blå på en særlig måde i september. Dagene er stadig sommerlige, man kan være udendørs med bare arme. I skoven, hvor vi tit går tur, dufter der af muld og solvarm harpiks.
I haven er der stadig friske blomster, og vores pæretræ står segnefærdigt med grenene tynget næsten til jorden af frugt. Hyldebærrene er ved at få farve, men dem plejer fuglene at snuppe, før jeg når at få plukket nogle til saft. Der er brombær og hindbær, og der er rødbeder, der snart er klar til at blive syltet.
Om morgenen og om aftenen er der en snert af kulde i luften, og det begynder at kunne mærkes, at dagene bliver kortere.
Jeg kommer til at tænke på teksten til Det lysner over agres felt af Ludvig Holstein. Den sang har jeg altid syntes så godt om. Den beskriver hele efterårsstemningen så smukt. Allersmukkest er den, når det er Pia Raug, der synger. Jeg må høre den nu. Lige nu.
Vi fik lige et lille uventet besøg her sidst på eftermiddagen. Det var lille Sander – og hans far – der kiggede forbi.
Nu bagefter er det lige før, jeg er lidt flov over den velskomstsalut jeg gav min egen søn. “Har du ikke noget barn med?” spurgte jeg som det første, så snart jeg så ham. Det kunne jo næsten lyde, som om jeg ikke var interesseret i at se ham, hvis ikke han medbragte den lille. Sådan var det selvfølgelig ikke ment.
Jo, han var med, ham den lille guldklump. Heldigvis. Vi havde netop tidligere på dagen snakket om, at det var ved at være længe siden, vi havde set ham. Ja længe og længe. Alt er jo relativt, men vi havde ikke set ham i otte dage. Så det var godt lige at få et smil af ham og at holde hans bittesmå hænder et øjeblik.