Børneeksem for voksne

Det var meningen, at familien skulle samles her hjemme hos os nu på søndag. Vi skulle holde lidt fødselsdag for min søde mand, der har haft fødselsdag her i ugens løb.

Nu er det så desværre gået sådan, at vi må aflyse.

Jeg er en af dem, der har passet så godt på mit børneeksem, at jeg har det endnu i en alder af 55 (prøver at ta’ det lidt humoristisk!).

Nu er jeg så rendt ind i (endnu) en infektion. Eksemet er rigtig slemt og jeg skal spise bredspektret penicillin de næste 10 dage.

Det er jo i sig selv ikke særlig skønt, vel?

Men det er da ekstra ærgerligt, når det er skyld i, at man må aflyse en sammenkomst, man har gået og glædet sig til.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så er sådan nogle infektioner ikke nogen spøg. Jeg er panisk ræd for at komme til at smitte nogen med infektionen og gør alt for at undgå det.

I dag talte jeg med lægen om risikoen for at smitte, når  man har en bakterieinfektion i huden. Vi blev enige om, at det ville være at udsætte mit fire uger gamle barnebarn for en unødig risiko, hvis jeg er sammen med ham, mens mit eksem er inficeret.

Det villa da være det værste i verden, hvis man fik smittet så lille et barn.

Så ingen familie-tam-tam i denne omgang. Penicillin i stedet.

Øv, øv, øv!

Læs videre

At snuppe en “morfar”

Alle ved jo, hvad en bedstemorcykel er for en model  – eller en bedstefar-undertrøje.

Vi ved, hvad der menes med mormor-mad eller mormor-arme. At snuppe en “morfar”, er også et almindelig kendt udtryk.

Jeg kender til gengæld ikke nogen udtryk, hvor farfar eller farmor er “indblandet”.

Læs videre

På farmors arm

I dag har vores barnebarn – lille Sander – haft besøg af  farfar , farmor og de to farbrødre. I går var hans mormor, morfar, moster, onkel og lille kusine på besøg. Så den nu 11 dage gamle Sander er rigtig blevet vist frem, har fået fine gaver og er blevet beundret godt og grundigt.

I dag lykkedes det så for den stolte farmor her at være til stede, da den lille sønnesøn vågnede for at få lidt at spise. Og så – endelig – kom det med længsel ventede øjeblik, da farmor fik babyen i armene. Det var virkelig et stort øjeblik. For mig altså. Sander var ikke videre imponeret af opholdet i farmors favn. Han var meget mere interesseret i at komme hen til sin mor og få mad. Så – ja, jeg vil nødig indrømme det – men han stak altså ret hurtigt i et vræl.

Næste gang må jeg prøve at få fat i ham, når han er mæt. Så kan det være, han er mere motiveret for en lille hyggesnak med farmor.

Læs videre

Fjantet farmor i en finanskrisetid

For et par dage siden købte jeg en sparegris. Den er i porcelæn, hvid og rigtig fin.

Grisen er selvfølgelig til familiens nye lille guldklump.

Den lille fyr er jo født midt i en finanskrisetid. Derfor må han selvfølgelig straks og ufortøvet forsynes med en sparegris, så han kan begynde at spare op – til sin fremtid.

Vupti! Der kunne man lige for en enkelt gangs skyld vende den store stygge finanskrise til noget positivt. Krisen gav farmor her det perfekte alibi til at købe en fjollet lille gris til en dreng, der ikke er meget mere end en uge gammel.

Læs videre

Masser af søde hilsner

Jeg er helt overvældet over alle de søde hilsner vi har fået i forbindelse med, at vi er blevet farfar og farmor. Nyheden om den lille ny har hurtigt spredt sig.

Der er indløbet lykønskninger på Facebook, der er kommet hilsner via mail, telefon og post. Folk i nabolaget har ønsket tillykke osv. osv..

Vi er meget taknemmelige over, at så mange har tænkt på os og har vist os så meget opmærksomhed. Det er alt sammen med til at gøre vores glæde endnu større.

Læs videre