Som jeg har været inde på tidligere, nyder jeg denne første efterårsmåned i fulde drag.
I weekenden havde vi besøg af vores ældste søn. Han bor jo i Grønland, hvor der er meget, meget smuk natur men stort set ingen træer at kigge på, så vi havde planlagt en søndagstur i skoven. Det blev vejret bare ikke til, det regnede stort set hele dagen, så i stedet kørte vi en tur og kiggede på landskabet. Vi lagde vejen forbi forskellige steder, der betyder noget for os som familie. Det var rigtig hyggeligt.
I dag lokkede solen og den blå himmel mig ud på travetur allerede tidligt på dagen. Det var dejligt. Jeg har simpelt hen så svært ved at undvære mine daglige gåture, men jeg er ikke vild med at gå i regnvejr. Alt andet vejr går jeg glad og gerne ud i, men hvis jeg går i regnvejr, er det fordi jeg er blevet overrasket af en byge. Jeg ved, at der er nogen, der godt kan lide at være ude i regnvejr, men jeg er ikke en af dem.