Allergivaccination før og nu

Mit barnebarn er lige begyndt at blive allergivaccineret. Det har fået mig til at tænke tilbage på dengang, jeg selv var det igennem. Der er helt sikkert sket meget på allergiområdet i mellemtiden. Heldigvis. Desværre er der også kommet mange flere allergikere. Da jeg var barn, kendte jeg ikke andre, der havde allergi og/eller eksem, som jeg havde. I dag, vil jeg tro, at alle kender en elle flere, der har det.

Jeg har nok været omkring 7 år, da jeg begyndte at blive vaccineret. Jeg havde mange allergier, og jeg kan faktisk ikke længere huske, hvilke af dem jeg blev vaccineret imod. Men i hvert fald fik jeg en indsprøjtning i hver underarm tre gange om ugen i to et halvt år. Mine arme var konstant meget hævede og ømme, men bortset fra det havde jeg ikke noget imod behandlingen eller de mange besøg hos lægen. Jeg var nemlig lidt betaget af ham – jeg syntes, at han var så pæn. Hver gang jeg havde fået mine to stik, skulle jeg sidde i venteværelset i en halv time bagefter, før jeg måtte gå i skole. Det var for at lægen kunne gribe ind, hvis jeg skulle få en alvorlig, allergisk reaktion efter vaccinationen. Det skete heldigvis aldrig. Jeg kan stadig se det lille venteværelse ganske tydeligt for mig, det blev jo til rigtig mange timer, jeg sad der. Plakaterne på væggen med tegninger af forskellige frugter og grøntsager – dem fik jeg kigget godt og grundigt på. Det er svært at afgøre, hvilken effekt vaccinationerne havde på mine allergier, for jeg er jo stadig plaget af allergi. Det er ikke til at sige, om behandlingen har gjort hverken fra eller til.

Nu er det så mit barnebarn, der er syv år og skal allergivaccineres. Der er forsket en del i allergi i mellemtiden heldigvis. Man er blevet dygtigere til at behandle det, og vi håber, at han vil få god gavn af vaccinationerne. Heldigvis giver man ikke længere sprøjterne så hyppigt, så han kan nøjes med et lægebesøg om ugen her i starten, og senere bliver der længere imellem.

Du vil måske også synes om

8 kommentarer

  1. Kan ikke være sjovt med allergi vacineres, men det er nu smart.
    ja der er kommet flere med allergi, men jeg møder stadig noget der minder om fordomme fordi mine allergier ikke er normale (har direkte på en cafe fået at vide at jeg ikke kunne være allergisk overfor bælgfrugter, det fandtes ikke som allergi) så det kommer meget an på hvad du allergisk overfor, hvordan du mødes.
    det kan sjovt nok også være svære idag end for 10 år siden at få fortalt hvad der i noget mad, og med alle de specielle navne kan det at købe mad i supermarkeder være endnu svære. Kommer selvfølgelig helt an på stedet, nogle steder har fantastisk service.
    håber vacine hjælper dit barnebarn

    1. Tak, Anette! Det er rigtigt nok, at man stadig kan støde på uvidenhed.
      Jeg ved godt, at man kan være allergisk overfor bælgfrugter, det er jeg nemlig selv 🙂 Somme tider støder man på mennesker, der har svært ved at acceptere det, de ikke forstår.

      1. tror du den første jeg møder som også har den allergi… finder du også at de putter soya i flere og flere ting?
        ja det jo nok det at hun ikke forstod, men stadig lidt mærkelig opførsel.

        1. Man skal se sig rigtig godt for, når man ikke tåler soja, for det findes i rigtig mange ting – og jeg holder med dig i, at det er blevet mere i de senere år.

  2. Det er jo ‘mit’ gamle firma, der gør i alt det der allergivaccination … og jo, der bliver hele tiden forsket.
    Nu ved jeg ikke, hvad dit barnebarn er allergisk overfor, men der er kommet tabletter for et par forskellige allergier, og dem må han begynde at tage, når han er otte. Det er stadig ‘vaccination’, ikke symptombehandling, så det kurerer allergien, men man kan nøjes med at putte en tablet under tungen en gang om dagen. Så bliver det ikke nemmere, når man kan undgå at skulle til lægen hele tiden – og ikke mindst undgå at blive stukket, hvilket rigtig mange er glade for.

    1. Ja, jeg ville ogå have troet, at tabletbaseret vaccine ville være at foretrække til et barn, men lægen anbefalede injektionerne, fordi drengen også har astma – og i det tilfælde skulle det være det mest effektive.

  3. Allergier skal man ikke kimse av, og det er jo fint at det nå finnes medisiner. Jeg synes at flere og flere opplever å utvikle allergi av forskjellige typer. Heldigvis har min familie og jeg vært forskånet så langt.

    1. Heldigvis er behandlingsmulighederne blevet meget bedre i forbindelse med allergi. Det er desværre rigtigt, at der bliver flere og flere allergikere – godt for dig og din familie, at I ikke er ramt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *