Her til morgen var det første punkt på dagsordenen en tur til Centrallaboratoriet på Næstved Sygehus for at få taget et par rutinemæssige blodprøver.
Jeg kommer der regelmæssigt med ret korte mellemrum, så jeg er temmelig vant til det. Alligevel hader jeg det af et godt hjerte. De er ellers søde og flinke derinde – personalet. Jeg er heller ikke spor bange for at få taget prøverne, det regner jeg ikke for noget.
Det, der er nedtrykkende og gør, at jeg har sådan en ulyst til at møde op på laboratoriet, er mødet med de mange alvorligt syge mennesker. Man sidder der i venteværelset sammen med en masse mennesker, hvoraf mange skal videre til de forskellige afdelinger på sygehuset for at få behandling. Der kommer mange for at få taget blodprøver, før de senere på formiddagen skal i kemo-behandling.
Selv om faktisk alle i venteværelset for det meste tager det hele med tilsyneladende godt humør, kan det gøre mig meget forstemt at se og tænke på al den sygdom. Den følelse sidder i mig hele dagen hver gang, der har været blodprøver på programmet.
Sådan en tur på sygehuset giver stof til eftertanke. Besøget derinde sætter fokus på, hvor skrøbelige vi mennesker egentlig er og hvor meget man skal huske at værdsætte det, hvis man har et bare nogenlunde godt helbred.