På tur i efterårsskoven

Søndagen har budt på en dejlig travetur i skoven sammen med Sander og hans forældre.

Vejret var dejligt, og skoven var smuk. Vi så rådyr og skarnbasser og et pragteksemplar af en rød fluesvamp. Vi så også en hel masse andre ting, men der var jo noget, vi var mere optaget af end andet.

Sander fandt en lang pind, som han gik med på hele turen – han skulle bl.a. bruge den til at fange drager med, sagde han.  Noget af vejen var pinden pludselig blevet til en græstrimmer og senere igen til en slange. Det er så dejligt, når fantasien blomstrer, og selv simple ting kan indgå i en herlig leg.

Vi fandt også kogler og agern og – ikke mindst – kastanjer. Vi samlede mange kastanjer, som Sander skulle have med hjem. Han ville ikke lave kastanjedyr af dem, sagde han, men vi blev enige om, at de var gode at have. Måske kan de  bruges, når han leger med sin traktor og vogn. Sådan et helt vognlæs kastanjer er da fint at køre med.

Det var dejligt igen at have et godt påskud for at samle kastanjer. Jeg har så svært ved bare at lade dem ligge på jorden. De er alt for fine til bare at ligge der. Så kønne og runde og glatte og blanke. Dejligt at have nogen at samle til igen. Det er trods alt begrænset, hvor mange kastanjer jeg selv kan bruge, selv om jeg gerne lægger dem til pynt i en skål herhjemme og hele efteråret plejer at rende rundt med en enkelt i jakkelommen.

Det eneste ærgerlige ved kastanjer er, at de ikke bliver ved med at være glatte og blanke ret længe, når først man tager dem med ind.

8 tanker om “På tur i efterårsskoven

  1. Det lyder som den dejligste tur, I har haft. Vi har også været i skoven og fandt fine, blanke kastanjer, men ingen røde fluesvampe 🙂

  2. Jeg har også frygtelig svært ved at lade de flotte kastanjer ligge … jeg har bare ikke en pind at bruge dem til, så jeg tager dem ikke 😉
    Men ja: det er et godt legetøj, som kan bruges i mange sammenhænge.

    1. Ellen : Jeg prøver også gerne at finde nogle, hvor skallen og lidt af stilken stadig sidder på. Når de er tørre er de noget så dekorative og kan bruges i juledekorationer.

  3. En skøn tur i efterårsskoven, må man sige. Kastanjer kan være meget flotte og kan bruges til mange ting, synes jeg. Jeg er tvunget til at finde ud af inden næste weekend, hvor der findes kastanjer her i området, for jeg aner det virkelig ikke. Øglefamilien har meldt sin ankomst, og jeg er sikker på, at den lille Øgle gerne vil lege med kastanjer og evt. lave dyr eller andet ud af dem.

    1. Nonna : Du må ud og kigge efter kastanjer. Det er lige nu, de vælter ned fra træerne. I går, da vi var på skovtur, blæste det temmelig meget, og vi var lige ved at kastanjerne i hovedet, for de faldt ret tæt 🙂 Hvis du finder nogle, er jeg sikker på, at de vil gøre lykke hos jeres lille øgle 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *