Bloggeren Lea Hvidt deltager i en kampagne for en ny serie af plejeprodukter til atopisk hud. I et blogindlæg skriver hun: “Jeg har sagt ja til at teste denne eksembehandlende creme fordi, at Rosa-Lia, ligesom rigtig mange andre børn, lider en lille smule af Atopisk eksem også kaldet børneeksem. Rosa-Lia er på ingen måder hårdt ramt, hun har aldrig kløet og er heller ikke irriteret af det.”
Jeg er naturligvis glad på Lea Hvidts datters vegne for, at hun ikke har kløe og irritation i huden – men har hun så egentlig atopisk eksem?
Jeg bliver en lille smule ked af det, når den hudsygdom, der har sat dagsordenen for mit liv på den virkelig negative måde, bliver fremstillet som et lillebitte problem, man næsten ikke mærker og som let kan løses med en tube håndkøbscreme. Sådan er det desværre ikke altid.
Mit eget eksem har i en efterhånden meget lang periode drillet mig ekstra meget. Lige meget hvad jeg prøver af plejeprodukter og behandling, så er der ikke rigtig nogen bedring at spore. Det er nok derfor, jeg bliver så provokeret.
Mit indlæg er ikke ment som kritik af Lea Hvidt eller hendes blogindlæg – bare udtryk for frustration over en hudsygdom, der optræder i forskellige sværhedsgrader og som fylder alt, alt, alt for meget i mit liv.
Billedet af en af buketterne fra min fødselsdag får lov til at ledsage mit indlæg som symbol på, at der heldigvis også er meget at glæde sig over midt i al elendigheden.
Jeg har kastet mig ud i mit første forsøg med fermentering af grøntsager. Jeg har haft det i tankerne længe, men først efter at have læst Michael Mosleys bog 
