Sensommer, søndag og solsikker

Vi benyttede det skønne sensommervejr til at trave en dejlig søndagstur i skoven her i eftermiddag.

I vores yndlingsskov – Hesede skov –  ligger der nogle huse, som er de rene perler. Det er den rene idyl. Smukke gamle huse med stråtag og bindingsværk og med en beliggenhed der er helt uovertruffen.

Ved et af disse huse stod de smukkeste solsikker.

Blå himmel, smuk skov, skønt sommervejr – og så solsikker. Så er det svært ikke at komme i godt humør!

Læs videre

Se lige….

Se lige her, hvad der lå i min postkasse i dag,

Er det ikke bare det sødeste kort? Det er fra min søster. Hun er så flittig til at “fodre” min postkasse – og min opslagstavle. Det er jeg meget taknemmelig over.

Den lille fyr på kortet er rigtig på vej ud i verden. Min søster mener, at nogenlunde sådan kan jeg godt forberede mig på, at mit barnebarn vil storme afsted næste sommer. Det skal nok komme til at passe.

I hvert fald er jeg meget glad for kortet!

Læs videre

Tudemarie

Da jeg var barn, havde jeg en bog, der hed Tudemarie. Den handlede om Marie, der havde let til tårer, og derfor altid blev kaldt Tudemarie. Jeg var meget glad for den bog. Så vidt jeg husker, fik jeg den i jule- eller fødselsdagsgave af min faster.

Jeg har desværre ikke bogen mere. Faktisk ved jeg ikke, hvad der blev af den.

Grunden til at jeg er kommet i tanke om bogen er, at jeg selv er blevet lidt af en Tudemarie.

Det er noget, der er kommet i forbindelse med, at jeg er blevet farmor.

Når jeg kigger på mit lille barnebarn, sker det den ene gang efter den anden, at jeg får tårer i øjnene. Jeg synes jo, at han er så dejlig. Ja, og så bliver jeg vel lidt rørt. I hvert fald løber øjnene i vand.

I dag skete det igen. Min søn sad med den lille på skødet overfor mig. Jeg sad selvfølgelig og snakkede lidt med guldklumpen og pludselig stak han mig det allerkæreste smil. Ja, så sprøjtede tårerne ud af øjnene igen. Resten af familien drillede mig lidt, og så var det, at jeg kom i tanke om bogen om Tudemarie.

Læs videre

Hortensia

Min farmor var glad for hortensiaer. Jeg kan huske, at min far plejede at give hende en hortensia til vindueskarmen til Mors Dag. Han købte altid de blå til hende. De var så smukke.

Jeg er også vild med hortensiaer. Jeg holder mig bare til dem, der er beregnet til haven. Desuden er jeg nok mest til de lyserøde. Og dog – de blå  er jo også smukke. Jeg tror, at det skal være en blå næste gang. Dem, jeg har i øjeblikket, er altså lyserøde. Jeg har tre stående på terrassen i krukker. I år vil de bare ikke rigtig, som jeg vil. De var sent på den med blomstringen, og de har i det hele taget kun få blomster. De plejer ellers at være så flotte. I virkeligheden ved jeg nok godt, hvad der er galt. De trænger til større potter. Problemet er bare, at hvis de skal ha’ større potter, så er der tale om enorme potter. Vi har snakket om at lave et bed til dem i stedet, og så starte med nogle nye og meget mindre planter i krukkerne.

Til gengæld så jeg nogle fantastiskse hortensiaer forleden dag på vores tur til Sønderborg. Jeg har aldrig før set så store hortensiaer  indenfor landets grænser. Flere steder både i og omkring Sønderborg passerede vi de mest utolige, enorme hortensiabuske. De var fantastisk smukke.

Billedet i dette indlæg er af ældre dato. I år er mine hortensiaer ikke noget at skrive hjem om – og de gør sig heller ikke specielt godt på fotos.

Læs videre

Børnebørnenes Dag i Knuthenborg

Da vores børn var små – og halvstore – var det et hit at tage en tur til Knuthenborg Safaripark. Det hed det dengang. Nu hedder det Knuthenborg Park & Safari. Men det er sikkert stadig et hit for børnefamilier.

Knuthenborg er endda ikke bare for far, mor og børn. Bedsteforældrene skal også på udflugt.. Derfor har Knuthenborg lavet et særligt arrangement for bedsteforældre og børnebørn.

Arrangementet kaldes Børnebørnenes Dag og løber af stablen den 15. August.

Der bliver i dagens løb rig lejlighed til at komme tæt på Knuthenborgs dyr og høre historier om dem. Børnene får mulighed for at blive “forvandlet” til farlige tigre eller andre dyr ved hjælp af ansigtsmaling. Der vil være drageværksted og tegnekonkurrence.

På Børnebørnenes Dag vil der desuden være kåring af Årets Barnebarn 2009. Alle bedsteforældre har mulighed for at nominere netop deres barnebarn. Det barn, der kåres som Årets barnebarn, får udover æren også et VIP årskort til Knuthenborg Park & Safari.

Læs pressemeddelelse fra Knuthenborg Park & Safari.

Om det lige bliver på Børnebørnenes Dag, ved jeg ikke –  men jeg ved, at jeg glæder mig til en dag at opleve Knuthenborg Park & Safari sammen med mit barnebarn. Det bliver bare ikke lige i denne sæson, han er trods alt ikke meget mere end 2 måneder gammel. Om et par år vil han sikkert kunne få masser af glæde af sådan en tur. Indtil da er der forhåbentlig mange andre ting, vi skal opleve sammen.

Læs videre