Da farmor var ung

Der er mange mødre med småbørn, der har deres egen blog, hvor de skriver om løst og fast fra deres hverdag. Der er en stor erfaringsudveksling og et fint fællesskab mor-bloggerne imellem. Det er  i hvert fald det indtryk, jeg får, når jeg læser med fra sidelinien.

Da jeg var ung mor, var der ikke den mulighed. Det var før internetadgang og egen computer blev en del af påklædningen. Alligevel var skrivelysten der jo. Jeg skrev debatindlæg og endda digte til de forskellige debatsider eller “Læsernes Side” i ugeblade og læserbreve til aviserne. Når jeg så havde sendt et brev afsted med et indlæg til et eller andet blad, så begyndte ventetiden. Hvis der var tale om et læserbrev til en avis, så gik det jo ret hurtigt. Hvis læserbrevet blev optaget, kom det i avisen i løbet af få dage. Hvis det var et indlæg til et ugeblad, varede det sådan cirka, hvad der føltes som en evighed.

Til gengæld var jeg stolt, når jeg  endelig efter adskillige uger kunne læse mit eget indlæg i et ugeblad. Det var fedt. Et par gange modtog jeg endda efterfølgende en flaske vin som tak. Det var stort at modtage de flasker, kan jeg godt sige Jer. Jeg drikker ganske vist ikke vin, så det var ikke derfor. Det var symbolværdien. Tænk engang, noget, jeg havde skrevet, var godt nok til at blive trykt i et blad. Som om det ikke var fantastisk nok i sig selv – så fik jeg også en gave.

Nu har jeg min egen blog og kan få afløb for min skrivertrang her. Jeg bestemmer selv, hvad der bliver udgivet, og det eneste jeg skal vente på bagefter er at se, om der er nogen, der skriver en kommentar til indlægget.

Læs videre

Host host

Vi har haft besøg af Sander i dag. Den ubehagelige RS-virus har ikke helt sluppet sit tag i ham; men han har det heldigvis bedre. Han hoster stadigvæk og får medicin, men han er erklæret rask nok til at komme i vuggestue igen.

Selvom han ikke er helt på toppen, så var han i fint humør, da han var på visit hos os. Han sad for første gang i den gamle Stokke-stol, som nu er kommet til ære og værdighed igen. Det var simpelt hen så hyggeligt at se ham sidde i den. Det er mange år siden, der sidst sad en lille dreng der. Så han sad altså der ved bordet og spiste leverpostejmad og underholdt sin farfar og farmor på bedste vis. Da han havde spist, viste han os, hvor skrap han er blevet til at komme rundt på gulvet. Han kravler ikke rigtigt endnu; men trækker sig afsted med underarmene i gulvet og nogle sjove “svømmetag” med benene. Det ser kært ud, og han kommer hurtigt frem og navigerer sikkert. Når han har brug for at skifte retning, ruller han lynhurtigt rundt og fortsætter sin færd.

Nu håber vi bare, at han snart bliver helt frisk, for den dumme virus har virkelig været hård ved ham.

Læs videre

Noget om at slippe

Er det ikke som om, vinteren er ved at slippe grebet? I hvert fald glider sneen ned fra vores tag og falder med bulder og brag ned i store tunge, våde dynger rundt om huset. Og det drip-drap-drypper allevegne fra.

Tidligere på dagen, da solen kiggede igennem skydækket, skyndte jeg mig at slippe både støvekluden og mine daglige rutiner for at gå en dejlig tur i den milde luft.

Det bedste af det hele er, at det endelig ser ud til, at lille Sander så småt er ved at slippe af med den væmmelige RS-virus, der har plaget ham i flere uger.

Læs videre

Bagedag

Jeg har sikkert nævnt det før. Jeg kan godt lide at bage. Brød altså. Kager bager jeg næsten aldrig. Jo jeg bager lidt småkager til jul og en kanelstang i  ny og næ. Men ellers bager jeg ikke kager. På grund af allergi skal jeg undgå æg og mælkeprodukter, og så bliver det altså lidt svært at komponere en rigtig god kage.

Men til gengæld er der gang i brødbagningen. Lige nu står der to store surdejsrugbrød og hæver, det samme gør en dej til boller. Jeg sværger til lange hævetider for både surdejsbrød og almindeligt gærbrød. Så lidt gær som muligt og så tid og tålmodighed. Så bliver det godt

Jeg ved ikke rigtig, hvad det er ved bagning, jeg så godt kan lide. Jo, jeg kan selvfølgelig godt lide at guffe brødet. Men det giver også noget andet. Jeg nyder hele processen. Både æltningen og ventetiden mens brødet hæver, duften, forventningen og endelig synet af det færdige resultat.

Og så plejer jeg jo heller ikke ligefrem at blive upopulær herhjemme, når jeg disker op med nybagt brød.

Læs videre

Søndagssysler

Hold da op, hvor har vejret været smukt i dag. Og koldt. Selv om vi var varmt klædt på, så hundefrøs vi, da vi var ude at gå en formiddagstur. Men skønt var der derude.

Ellers er dagen gået med praktiske gøremål. Jeg har haft oprydningsflip og har ryddet op i nogle skuffer og smidt en masse ud. Mest gamle papirer men også andre ting, der ikke har været brugt i umindelige tider. Ind imellem fortabte jeg mig i gamle minder, der dukkede op sammen med næsten glemte ting og sager. Det var ikke nogen dårlig måde at bruge lidt af sin søndag på.

Vi fik også lavet vores gamle Stokke-stol til høj stol igen. Den har ellers i mange år fungeret som skrivebordsstol for mig. Men nu var det på høje tid at gøre den til høj stol igen, så Sander kan få lidt gavn af den. Læderstroppen, der forbinder bøjle og sæde – og forhindrer at barnet glider ned fra stolen – var blevet mør af ælde, så vi har købt en ny. Så nu er stolen klar til en runde mere som høj stol. Det er da hyggeligt.

Læs videre