Den anden

Jeg har lige læst Den anden af Harriet Lane.

Bogen handler om Emma og Nina, der mødes tilfældigt, da Emma mister sin pung, og Nina finder den. Det skal senere vise sig, at intet er så tilfældigt, som det ser ud til, og det står hurtigt klart, at de to kvinder har mødt hinanden før, men kun den ene husker det.

Nina og Emma er nogenlunde jævnaldrende, men lever ret forskellige liv. Emma er småbørnsmor med karrieren på hold, mens Nina er succesfuld kunstner og mor til en halvvoksen datter.

De to kvinder begynder at ses, og det ser ud som om, der udvikler sig en form for venskab imellem dem. Virkeligheden er dog en ganske anden.

Harriet Lane tegner et knivskarpt portræt af de to meget forskellige kvinder, og man sidder med hjertet oppe i halsen, efterhånden som man opdager den skjulte dagsorden, som den ene af dem har.

Læs videre

Den store antiinflammatoriske kostguide

Jeg er ved at studere Den store antiinflammatoriske kostguide af Martin Kreutzer og Anne Larsen.

Jeg døjer jo med eksem, og fra flere sider forlyder det, at netop eksem er en af de helbredsproblemer, der kan bedres ved at spise efter den antiinflammatoriske kostpyramide. Derfor er jeg naturligvis interesseret i at lære lidt mere om grundprincipperne i den antiinflammatoriske kost.

Foruden forklaringer på hvilke madvarer, der fremmer inflammation og hvilke der hæmmer samme, indeholder bogen en fire-ugers kostplan med en perlerække af inspirerende opskrifter på sund og antiinflammatorisk kost samt tips om sund livsstil i det hele taget.

Jeg lever i forvejen temmelig sundt, og jeg har ikke behov for at lægge min kost og livsstil fuldstændig om, men det skader næppe at skele til de mange råd og opskrifter i bogen. Jeg er i hvert fald blevet inspireret til at justere lidt her og der.

Jeg har fået bogen tilsendt til anmeldelse, men alt hvad jeg skriver her på bloggen er udtryk for min egen ærlige og oprigtige mening.

Læs videre

Seks år

Jeg har lige læst Seks år af Harlan Coben.

Bogen handler om Jake, der går rundt med et knust hjerte, fordi hans livs store kærlighed, Natalie har afsluttet deres forhold og giftet sig med en anden. Det er efterhånden seks år siden, men Jake har ikke glemt Natalie, der ved sit bryllup fik ham til at love, at han ville lade hende og hendes mand, Todd være i fred.

Jake har holdt sit løfte, men da han en dag falder over Todds dødsannonce, bliver der rippet op i hans hjertesorg, og han beslutter sig for at deltage i  begravelsen for at se Natalie igen.

Ved begravelsen viser det sig til Jakes store undren, at den sørgende enke ikke er Natalie, men en kvinde han aldrig har set før.

Jake forstår ingenting men beslutter sig for at forsøge at finde Natalie. Det viser sig at være lettere sagt end gjort og Jake finder snart sig selv midt i begivenheder, han aldrig havde troet, at han nogensinde skulle blive en del af.

Det er en helt fantastisk bog. Den rummer både  stor kærlighed, hæsblæsende spænding og befriende humor. Det er en kombination, der ikke er hverdagskost i krimigenren, og det gør bogen til noget ganske særligt.

Bogen udkommer 1. oktober.

Læs videre

Syrnede grøntsager

Fermentering eller syrning er en gammel metode til at gøre madvarer langtidsholdbare.

Lige nu er det meget moderne igen. Alle taler om, hvor sundt og lækkert det er at spise mælkesyregærede grøntsager.

Jeg har lige haft lejlighed til at kigge i en bog, der giver et fint indblik i, hvad syrning er, hvordan man gør, og hvorfor syrnede madvarer er sunde.

Syrn selv af Karin Bojs giver grundig vejledning i, hvordan man kommer i gang med selv at syrne grøntsager samt opskrifter på retter, som de syrnede grøntsager passer til. Der er også anvisning på, hvordan man starter en god surdej og opskrift på et surdejsbrød af rug og byggryn.

Bogen er meget inspirerende og alene billederne gør, at man får lyst til at kaste sig ud i at syrne grøntsager. Jeg har i hvert fald planer om, at det skal prøves af snarest. Måske skulle jeg vove det ene øje og prøve at syrne nogle af de dejlige, økologiske rødbeder, vi har i haven.

Læs mere om Syrn selv her.

Læs videre

Spis vegansk

Der er flere grunde til, at jeg somme tider skeler til veganske opskrifter, når jeg søger inspiration til madlavningen.

For det første vil jeg gerne have nye ideer til, hvad vi skal spise på vores ugentlige kødløse dag. For det andet er jeg allergisk overfor bl.a. mælk og æg, og de to ingredienser støder man naturligvis ikke på i en vegansk opskrift.

Jeg har haft lejlighed til at bladre i Spis vegansk af Aine Carlin. Bogen rummer over 100 enkle, sunde og lækre retter. Der er opskrifter til alle dagens måltider, ligesom der er opskrifter til både hverdag og fest.

Personligt er jeg især interesseret i opskrifterne på kager og desserter. Det er vanskeligt at bruge de helt almindelige opskrifter, når man skal udelade både æg og mælkeprodukter, men Spis vegansk rummer opskrifter på både is, kager og andre lækkerier.

Det hele ser simpelt hen så lækkert og indbydende ud, og jeg glæder mig til at kaste mig ud i det og afprøve nogle af opskrifterne.

Læs videre