Fart på

Altså undskyld mig – men hvad sker der med tiden? Den farer afsted.

Da jeg var barn, var en kedelig søndag eftermiddag så lang, at det næsten ikke var til at holde ud. Sommerferien var så lang, at man kedede sig til bevidstløshed og savnede skolen i hvert fald de sidste to uger. For slet ikke at tale om den tid, der skulle gå fra 1. juledag og til det blev juleaften næste gang. Det var så lang tid, at det var helt uoverskueligt og næsten uudholdeligt.

I mellemtiden har tiden accelereret helt vildt.

Jeg har en mistanke om, at der sker noget med tidens hastighed, når man får børn. Det var i hver fald på det tidspunkt i mit liv, at tiden begyndte at speede lige lovlig meget op. Og den er blevet oppe i det høje gear lige siden.

For et lille øjeblik siden blev jeg farmor – i næste uge er guldklumpen tre måneder gammel. T r e  m å n e d e r ! Jamen altså, det er jo ikke til at fatte.

En eller anden form for hastighedsbegrænsning kunne være på sin plads.

Læs videre

Min fine notesbog

Jeg har købt den lille fine notesbog for lang tid siden. Og lagt den ned i en skuffe.

Jeg har noget med sådan nogle bøger. Jeg må bare ha’ dem. Men – – jeg nænner ikke at skrive i dem.

Det var det samme, da jeg var barn. Jeg var lykkelig, når jeg fik et nyt kladdehæfte i skolen. Det var så fint. Jeg var så bange for at komme til at skrive forkert i det, eller krølle hjørnerne på omslaget. For så syntes jeg ikke, at det var fint mere.

Jeg forstår det ikke helt. For et hæfte eller en notesbog er jo ret beset kun interessant i kraft af de ting, der står skrevet på siderne.

Alligevel er jeg fuldstændig fascineret af bøger og hæfter med helt ubeskrevne blade. Jeg ha’ dem liggende i skuffen.

Jeg ved ikke, hvad det er de repræsenterer. Nogle ukendte muligheder måske?

Den fine notesbog på billedet er nu taget op af skuffen og lagt frem på bordet. Så kan det jo være, at jeg tør skrive i den en eller anden dag?

Indtil da nyder jeg den bare, som den er.

Læs videre

Langsom lørdag

I dag skulle vi egentlig ha’ passet vores barnebarn. Så det havde vi mere eller mindre sat dagen af til.

Det blev imidlertid aflyst, så nu havde vi pludselig det meste af en dag, der ikke var programlagt på nogen som helst måde. Det er jo slet ikke så tosset.

Vi kunne jo sagtens finde på noget at lave. Vi har altid en større pulje af igangværende projekter i hus og have.  Der var bare ikke noget, der fristede. Nu havde vi jo sat næsen op efter en hyggedag, så der skulle hygges  – ikke arbejdes.

Vi blev enige om at tage lidt ud i det blå.

Vi have en lidt løs plan om, at turen måske kunne føre os forbi kirkegården, hvor mine forældre ligger begravet. Der er en times kørsel hver vej, hvis man tager den hurtigste rute.

Men i dag havde vi lyst til at tage turen i ro og mag. Så vi valgte de små veje. Og ærlig talt – vi kørte nok som nogen rigtige søndagsbilister. Vi skulle nemlig rigtig kigge os omkring.

Vi havde planlagt, at vi ville plukke en markbuket undervejs.(Læs hvorfor i mit forrige indlæg.)

Vi havde ydermere bestemt, at blomsterne denne gang skulle plukkes ved de veje, hvor jeg så tit gik og plukkede blomster sammen med min mor, da jeg var barn.

Det lykkedes også med lidt besvær. Først blev blomsterjagten nemlig afbrudt af en hurtigtkommende, voldsom tordenbyge, og senere havde vi svært ved at finde steder, hvor vi kunne parkere, uden at holde i vejen for andre trafikanter.

Men det lykkedes trods alt. Når man plukker grøftekantsbuketter, må man jo tage det, der er til rådighed på netop det tidspunkt og det sted, man har valgt.

Da vi kørte hjem, tog vi en anden rute. Der så vi andre vilde blomster og kunne ha’ plukket en helt anderledes buket.

Naturen byder på mange smukke valgmuligheder.

Læs videre

Markblomster til Mor

Da jeg var 6-7 år gammel oplevede jeg noget, der stadig står helt lysende klart i min erindring.

Min mor fulgte mig i skole. Der var fem kilometer hver vej – på cykel. Egentlig var det en smuk tur. Meget flot landskab. Stille og fredeligt, langt ude på landet.

Vi var stået af cyklerne et øjeblik for at puste ud og stod og kiggede på nogle markblomster i grøftekanten.

Så var det, at min mor sagde til mig, at når hun døde, så skulle vi sætte vilde blomster på hendes grav. Jeg husker tydeligt, hvordan hun helt præcist formulerede det.

Jeg svarede hende ikke. Alting gik i stå for mig. Jeg fik et chok.

Det var i det øjeblik, det gik op for mig, at min mor en dag skulle dø. Jeg vidste jo godt, at man kunne dø –  at folk døde. Men min mor!!!! Det havde jeg på det tidspunkt slet ikke tænkt på som en mulighed. Og nu stod min mor der og talte om det som noget helt afgjort. Hun sagde ikke hvis, hun sagde når!

Jeg har aldrig glemt hendes ord. Og derfor sætter jeg i ny og næ en  markbuket på hendes grav.

Min mor elskede alle slags blomster, men hun havde altså denne særlige kærlighed til de vilde blomster. Hun var god til at sætte blomster sammen og plukkede altid de smukkeste markbuketter.

Dem, jeg plukker, når sikkert ikke hendes til sokkeholderne, men jeg gør mit bedste.

Læs videre

Fra min opslagstavle

Mens jeg gik og ventede spændt på at blive farmor, sendte min søster mig dette helt pragtfulde kort.

Konen på kortet er en rigtig bedstemor, som bedstemødre så ud, da jeg var barn. Jeg synes, hun er skøn.

Jeg ved ikke, om man kan se det på billedet, men der hvor der står: DET SVINGER – har min søster tilføjet: – FOR FARMOR I HOLME-OLSTRUP.

Jeg blev så glad for det kort. Jeg fryder mig stadig over det, hver gang jeg kigger på min opslagstavle.

Læs videre