Blog
Som jeg tidligere har fortalt, samlede jeg på Christel tegninger som barn.
Tegningen her er ikke fra dengang, men et genoptryk lavet som kort. Det er min søde søster, der har fundet kortet og sendt det til mig. Jeg kan slet ikke blive færdig med at kigge på det. Jeg er stadig vild med Christel’s tegninger.
Jeg har det sådan med julen, at når først den er forbi, så er den forbi og så skal sporene slettes. Hurtigst muligt. Jeg bryder mig ikke om julepynt og nisser efter jul. Så når den første hverdag efter jul melder sig, er jeg klar til at pakke julen væk. Lige så hyggeligt det er at tage julesagerne frem op til jul, lige så befriende er det at pakke dem væk igen, når juledagene er ovre.
Som barn kunne jeg blive så forfærdelig trist til mode, når jeg 1. juledags morgen stod op og så juletræet stå i stuen. Træet stod der, men juleaften var jo forbi og der var så ufatteligt lang tid til næste juleaften. Det var så trist, næsten sørgeligt syntes jeg dengang.
Det er lidt den samme følelse, der griber mig stadigvæk, når jeg ser på julepynt efter jul. Så væk med det.
Når juletiden nærmer sig, kommer jeg altid til at tænke på min barndoms jul. Mit barndomshjem var et helt almindeligt arbejderhjem. Vi manglede ikke noget, men der var ikke mange penge at rutte med. Min mor sparede op i Julens Glæde. Det var en ordning, hvor der hver uge kom en “spare-kone” og tog imod de penge, man ville spare op til julen. Min mor indskød hver uge 10 eller – når det gik højt – 20 kroner. “Spare-konen” skrev med sirlige tal beløbene ind i et lille hæfte uge for uge. På den måde kunne min mor ved at kigge i hæftet, følge med i, hvordan kapitalen voksede.
Det var ikke særlig profitabelt, at spare op i Julens Glæde. For renter var der ikke tale om. Dem fik “spare- konen “ for sin ulejlighed, ligesom hun vistnok også beregnede sig et lille gebyr fra hver opsparer. Jeg kan huske, at min mor også plejede at købe en blomst til den søde dame,. Der var en særlig stemning derhjemme den dag op mod jul, hvor pengene skulle udbetales. Mor var glad og kalenderlyset var tændt på spisebordet i køkkenet, mens vi gik og ventede på, at konen skulle dukke op med pengne. Det drejede sig vel om 500-700 kroner, men dengang rakte pengene jo lidt længere, end de gør i dag.
Uh, det var hyggeligt!
Det er dejligt at sidde i sit lune køkken og se det blive lyst udenfor. Der er te på kanden og radioen er tændt. Det er tørvejr derude, det må vist jeg vist benytte mig af og komme ud og få noget luft, når teen er drukket.
Jeg sidder og tænker lidt på min far, som jeg ikke har mere. Jeg tænker tit på ham, men ekstra meget i dag, fordi 24. november var hans fødselsdag. Da jeg var barn, sagde han nogen gange til mig, at han ville blive hundrede år – mindst. Han drillede mig endda med, at han ville blive så gammel, at han ville opleve at se mig blive en gammel bedstemor, der sad i en gyngestol. Det nåede han desværre ikke – langt fra. Der kom noget på tværs.
Heldigvis er der alle de gode minder. Min far var et glad og optimistisk menneske. Jeg bliver glad indeni, når jeg tænker på ham.
For et par dage siden blev jeg kontaktet af en journalist fra et ugeblad. Hun havde læst min blog og vidste herfra, at jeg er farmor. Og det var netop en farmor, hun var på jagt efter til en artikel. Planen var at skrive en artikel om en konflikt mellem mormor og farmor og hvordan, den kan løses. Udgangspunktet skulle være, at farmor tit skulle blive skubbet til side til fordel for mormor ude i de små familier.
Jeg fortalte journalisten, at jeg ikke kunne diske op med nogen historie om en bitter bedstemorduel. Jeg har ingen oplevelse af at spille andenviolin i den forbindelse. Egentlig forstår jeg nok ikke helt problemet.
Jeg tror fuldt og fast på, at børn ikke kan få for meget kærlighed, og det er vel barnet/barnebarnet, det handler om. Så mon ikke der i de fleste familier er brug for både den ene og den anden bedstemor – det tror jeg nok, der er.
Skulle nogen ligge inde med erfaringer, der peger i en anden retning, hører jeg gerne om det. Vi skal jo ikke glemme, at jeg – som bedstemor betragtet – stadig er meget grøn.