Guide til Bedsteforældre og deres børn

Jeg er ved at læse Guide til Bedsteforældre og deres børn af Margrethe Brun Hansen og Maria Holkenfeldt Behrendt. Bogens undertitel er: Sådan får tre generationer det bedste ud af hinanden.

Det er jo temmelig heldigt, at der udkommer sådan en bog, lige præcis når man for nylig er blevet bedstemor for allerførste gang. Bogen tager fat på emner som: Hvem bestemmer i hvilke situationer, Det unikke ved forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn og Relationerne mellem mor, mormor og farmor.

Min erfaring som bedstemor kan jo foreløbig ligge på et meget lille sted, så det er rent guf for mig at få fingre i sådan en bog. Jeg glæder mig til at læse den færdig og fortælle mere om den.

Læs videre

Alle snakker om London

I den seneste tid har jeg hørt og læst om mange, der lige har været i – eller er i – eller skal til – London.

Nu er misundelse jo en grim ting, som man skal holde sig fra, men jeg tænker altså: bare det var mig!

Jeg har kun været i London en eneste gang – og kun en eneste dag. Og jeg er så sulten efter at komme tilbage og se og opleve meget mere af den fantastiske by.

Henrik og jeg tilbragte vores sølvbryllupsdag i London. Det var en fantastisk dag. Jeg kan ikke tænke mig en bedre måde at fejre dagen på. Vi havde kun den ene fridag til rådighed. (Vi havde ikke lyst til at holde fest. En af vores sønner var ude at sejle, så familien kunne ikke samles på selve dagen. Så vi valgte at smutte til London og fejre dagen i tosomhed. Senere inviterede vi børn og svigerbørn ud at spise, så de blev ikke snydt.)

Vi tog afsted meget tidligt om morgenen og kom hjem ret sent om aftenen, og vi oplevede så meget på den ene dag. Selv om det kun var sølvbryllup, så var den tur guld værd!

Læs videre

Souvenir fra Berlin

Da min kære mand kom hjem fra Berlin i week-enden, havde han en gave med hjem til mig. En vaskeægte souvenir fra Berlin.

Det skal lige indskydes, at jeg har noget med kopper og krus. Jeg kan ikke få for mange. Og de må gerne være vidt forskellige. Jeg har allerede flere, end hvad rimeligt er. Der er alt lige fra Mega Mussel og Roy Kirkham porcelæn over billige supermarkedsfund fra Portugal til rent ud sagt souvenir-rædsler fra rundt omkring.

Gaven fra Berlin er endnu et krus. Et temmelig souvenir-agtigt et af slagsen. Sådan et med små tegninger af seværdigheder! Men – kruset har en farve, jeg rigtig godt kan li’, og indvendig har det en lille fin detalje, som jeg også synes er pæn. Oppe ved kanten står skrevet BERLIN i samme fine farve, som kruset har udenpå.

Jeg nøjes med at vise den lille detalje på billedet, resten må man tænke sig til.

Læs videre

Tid til at høste og samle forråd

I går var vi i haven og fik plukket de sidste æbler og ikke mindst de sidste vindruer, inden nattefrosten fik lejlighed til at ødelægge dem. For som meteorologerne havde forudset, bød natten jo på frostvejr.

Der er stadig pærer derude, men de får lov at hænge lidt endnu. Rødbederne står der også endnu og venter på at blive hevet op og syltet. Det må der gøres noget ved.

Det er så dejligt at gå der og samle forråd til vinteren. Hyggeligt på en ganske særlig måde.

På gåture i skoven har jeg samlet kastanier, kogler og bog. De ligger nu og venter på at blive brugt til en eller anden form for dekoration i December.

Læs videre

For fuld musik

Normalt plejer jeg at lytte til radio, når jeg gør rent. Men i dag var det sædvanlige formiddagsprogram på P3 erstattet af et andet program på grund af efterårsferie. Så jeg valgte i stedet at sætte et godt gammeldags kassettebånd i anlægget. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der sker, når det anlæg en dag går i stykker. Så kan man vel ikke få et nyt med kassetteafspiller? Det er jo nærmest oldnordisk efterhånden, men jeg har altså stadig nogle kassettebånd, som jeg nødig vil undvære. Nå, den tid, den sorg. (Jeg må hellere indskyde, at vi altså har CD afspiller – trods alt.)

Mit valg i dag faldt på Længsel med Pia Raug akkompagneret af Steve Dobrogosz. Det er godt. De smukke, gamle danske sange kombineret med Pia Raug’s pragtfulde stemme – så er jeg bare fuldstændig salig.

Så mens jeg nød musikken og sangene – og skrålede med af hjertens lyst – så klarede gulvskrubben næsten selv arbejdet. Før jeg vidste af det, var jeg færdig med gulvvasken. Sådan!

Læs videre