Randi Glensbo

Jeg har læst Planen af Morten Pape.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Indlægget indeholder reklame/affiliate links.

Planen er en socialrealistisk roman om at finde sig selv i et rodløst og multikulturelt miljø.

Morten vokser op i Ghettoen Urbanplanen på Amager. Han er en stille og begavet dreng med en drøm om at blive skuespiller. I skolen er han dygtigere end de andre drenge i klassen.

Det er svært at være en intelligent dreng i et miljø præget af vold og kriminalitet. Janteloven gælder også i Urbanplanen – man skal absolut ikke tro, man er noget.

Da Mortens forældre bliver skilt, bliver det hele endnu sværere. Morten kan ikke rigtig finde sig til rette hverken derhjemme eller i skolen. Han kan ikke finde ud af, hvor han hører til. Han identificerer sig mere og mere med sine indvandrervenner og deres had og vrede.

Planen har gjort stort indtryk på mig – det er en meget barsk beretning om et miljø, der ikke er let at navigere i – især ikke for børn og unge. Et miljø, hvor vold, druk, hærværk og stoffer hører til dagens orden. Morten Pape beskriver knivskarpt, hvad der sker, når mange socialt udsatte samles på ét sted og hvilke problemer, der følger i kølvandet på fejlslagen integration.

Planen er en roman, man ikke glemmer.

Jeg har tidligere anmeldt Guds bedste børn af Morten Pape her på bloggen.

Jeg har læst Blodspor af Julie Hastrup.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Blodspor er et selvstændigt bind i serien om drabsefterforsker Rebekka Holm.

I et hus på en hyggelig villavej gør et postbud et makabert fund. I stuen er fire mennesker blevet skuddræbt. De dræbte er en familie – forældre og to voksne sønner. Det viser sig, at der findes et femte medlem af familien. En datter.

Da datteren forsvinder, kommer Rebekka Holm og hendes kolleger på sporet af familiens dybe hemmeligheder, der bl.a. trækker spor tilbage til Francos regime i Spanien.

Privat kæmper Rebekka Holm med at acceptere følgerne af det knivoverfald, hendes kæreste har været udsat for. For at aflede tankerne og afværge et sammenbrud begraver hun sig i arbejde og bruger alle sine kræfter på opklaringen af drabet på den tilsyneladende sympatiske og velfungerende familie.

Jeg er stor fan af Julie Hastrups bøger om Rebekka Holm. De er allesammen spændende og velskrevne. Blodspor er ingen undtagelse. Faktisk vil jeg mene, at Blodspor er den hidtil bedste i serien. Beskrivelser af personer og miljøer er som altid vældig gode og i dette tilfælde kalder de stærke følelser frem hos læseren – i hvert fald hos mig. Der er mange tråde, der skal samles – og det bliver de på fineste vis.

Læs mere om Blodspor på Politikens Forlags hjemmeside.

Jeg har tidligere omtalt Mirakelmanden – en anden af bog i Julie Hastrups serie om Rebekka Holm.

Jeg har læst Lupus af Jens Henrik Jensen.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Lupus er et selvstændigt bind i serien om Niels Oxen og kan læses uafhængigt af bøgerne i Danehof-trilogien.

Krigsveteranen Niels Oxen lever et stille og noget isoleret liv i sin lejlighed i Vangede. Hver anden weekend har han besøg af sin søn. Han vil så gerne etablere en god relation til drengen, men det er svært.

Da tidligere PET-chef Axel Mossman kontakter Oxen og beder ham om at tage til Jylland for at kigge efter en ældre mand, der er forsvundet fra sit hjem, ser han en mulighed for at slå opgaven sammen med en lille ferietur med sønnen, og de tager afsted til Harrild Hede. Det er observeret ulve i området – et dyr der fascinerer Niels Oxen.

Turen bliver dog andet og mere end bare et par rolige feriedage – snart er Oxen dybt involveret i en sag, hvor begivenheder fra hans tidligere makker Margrethe Francks fortid dukker op – sagen er farlig og fyldt med gamle hemmeligheder.

Lupus er en meget velkomponeret og spændende roman, som jeg har været meget optaget af. Personskildringerne i romanen beskriver en broget flok og er ualmindeligt præcise og troværdige. Bogen er mit første møde med Jens Henrik Jensens forfatterskab, og jeg glæder mig meget til at læse flere af hans bøger. Først og fremmest skal jeg så hurtigt som muligt læse de tre første bøger om den meget sympatiske Niels Oxen.

Læs mere om Lupus på Politikens Forlags hjemmeside.

Jeg har læst Guds bedste børn af Morten Pape.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Simon er lige blevet løsladt og er flyttet til Falster med sin kæreste og to små børn for at starte på en frisk og slippe væk fra det miljø, han kommer fra – og fra dem, der gerne vil gøre et regnskab op med ham.

Mickey, Simons fætter planlægger at flygte fra det ungdomsfængsel, hvor han opholder sig.

På Amager kan Jamil ikke slippe tanken om at hævne sig på Simon og Mickey, som for nogle år siden dræbte hans bedste ven.

Guds bedste børn er en historie om utilpassede unge. De har alle odds imod sig og kæmper hver især en håbløs kamp mod den tunge sociale arv, svigt, misbrug, systemet, hinanden og ikke mindst egne, indre dæmoner.

Jeg har været fuldstændig opslugt af denne enestående historie fra et hårdkogt, dysfunktionelt, racistisk og voldeligt miljø. Mange følelser har været i spil under læsningen – lige fra håb, medfølelse og indignation til afmagt, forfærdelse, vrede og afsky. Guds bedste børn er en helt fantastisk velskrevet, socialrealistisk roman, som jeg vil anbefale på det allervarmeste. Den er simpelt hen fremragende.

Læs mere om Guds bedste børn på Politikens Forlags hjemmeside.

Jeg har læst Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe af Agnès Martin-Lugand.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Dianes verden bryder sammen, da hun mister både sin mand og deres lille datter i en trafikulykke. Hun magter ikke længere at passe sin lille parisiske bogcafé. Hun går ikke udenfor sin lejlighed og orker knapt nok at tage et bad og klæde sig på. Sådan går der et års tid, før Diane beslutter sig for at gøre et helhjertet forsøg på at komme videre med sit liv.

Hun lejer et hus i en lille irsk landsby tæt ved kysten. De lokale tager imod hende med åbne arme undtagen hendes nabo, den indesluttede og nærmest uvenlige Edward.

Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe er en charmerende og rørende roman om at miste og sørge, lære at leve med sorgen som følgesvend – og måske endda tro på lykken igen. Bogen er en rigtig lille perle, som jeg læste nærmest i ét stræk.

Læs mere om Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe på Politikens Forlags hjemmeside.