Spis vegansk

Der er flere grunde til, at jeg somme tider skeler til veganske opskrifter, når jeg søger inspiration til madlavningen.

For det første vil jeg gerne have nye ideer til, hvad vi skal spise på vores ugentlige kødløse dag. For det andet er jeg allergisk overfor bl.a. mælk og æg, og de to ingredienser støder man naturligvis ikke på i en vegansk opskrift.

Jeg har haft lejlighed til at bladre i Spis vegansk af Aine Carlin. Bogen rummer over 100 enkle, sunde og lækre retter. Der er opskrifter til alle dagens måltider, ligesom der er opskrifter til både hverdag og fest.

Personligt er jeg især interesseret i opskrifterne på kager og desserter. Det er vanskeligt at bruge de helt almindelige opskrifter, når man skal udelade både æg og mælkeprodukter, men Spis vegansk rummer opskrifter på både is, kager og andre lækkerier.

Det hele ser simpelt hen så lækkert og indbydende ud, og jeg glæder mig til at kaste mig ud i det og afprøve nogle af opskrifterne.

Læs videre

Savner dig

Jeg har lige læst Savner dig af Harlan Coben.

Bogen handler om kriminalbetjent Kat Donovan, der er single. Hendes veninde opretter en profil for hende på et datingsite, og Kat surfer lidt rundt. Hun finder til sin store overraskelse en profil med et billede af en mand, hun kender rigtig godt. Det er hendes tidligere forlovede, Jeff, som forlod hende, og som hun ikke har set i mange år.

Kat forsøger at kontakte Jeff, men det går hurtigt op for hende, at noget er rivende galt.

Mere vil jeg ikke fortælle, men jeg vil anbefale alle, der holder af en virkelig god krimi med et udspekuleret og uhyggeligt plot, at læse bogen. Den er sindsoprivende spændende, og nærmest umulig at lægge fra sig.

Læs videre

Det burde du have vidst

Jeg har læst Det burde du have vidst af Jean Hanff Korelitz.

Bogen handler om Grace, der er psykoterapeut og bor på Manhattan sammen med sin mand og deres tolvårige søn. Grace har netop skrevet selvhjælpsbogen Det burde du have vidst. Kort tid før bogen skal udgives, sker der dramatiske ting. Pludselig befinder Grace sig i en situation, hvor det går op for hende, at hendes tilværelse ikke er helt så perfekt, som hun har gået og troet.

Da jeg havde læst de første par kapitler, var jeg ikke helt sikker på, om jeg ville læse bogen til ende. Der var lidt for meget amerikansk overklasse-sorgløshed over hele linjen. Det ændrede sig drastisk. Før jeg fik set mig om, var jeg så grebet af handlingen, at jeg havde svært ved at lægge bogen fra mig.

Læs videre

Det enkle liv

Jeg har læst Det enkle liv – flere skridt på vejen mod selvforsyning af Frank Erichsen – også kendt fra DR  som Bonderøven.

Selv om jeg ikke har læst Franks første bog om selvforsyning, har jeg haft meget glæde af at læse denne nummer to. I bogen deler Frank ud af sine erfaringer med selvforsyning og fortæller om, hvordan man lykkes med at forsyne sig selv og sin familie med hjemmedyrkede, økologiske kartofler, jordbær, ribs og andre herlige, spiselige sager.

Bogen rummer også kapitler bl.a. om at holde geder, om huggehusarbejde og om at sættte hegn. Selv om jeg ikke lige står og har brug for færdigheder indenfor nogen af de felter, har jeg nydt at læse om det. Franks begejstring og glæde over de ting, han beskæftiger sig med, er nemlig tydelig i bogen på samme måde, som den er i tv-programmerne, og det er netop den glæde og begejstring, der er så smittende og fascinerende, synes jeg.

Læs videre

Jeg har lige læst …

Jeg har lige læst Introvert af Anna Skyggebjerg.

Som mange andre kender jeg Anna Skyggebjerg fra hendes blog Hele 3 ting. Jeg kan rigtig godt lide at følge med på Annas blog, så da jeg for nogen tid siden læste, at hun havde skrevet en bog om at være introvert, blev jeg med det samme interesseret.

Bogen handler om, hvordan man som introvert lærer at stå ved sig selv og trives i en verden, hvor man helst skal være vældig udadvendt. Bogen er fuld af gode råd til, hvordan man gør det at være introvert til en styrke, hvordan man agerer i en ekstrovert verden uden at gå (alt for meget) på kompromis med sig selv.

Jeg er ikke selv noget voldsomt udadvendt menneske, så jeg har fået en hel del ud af at læse bogen. Der har været meget, jeg kunne nikke genkendende til i Annas beskrivelse af introverte personer og deres styrker og svagheder. Så tak til Anna for at sætte fokus på denne forskellighed hos os mennesker.

Læs videre