Skønheden og uvejret

Regnen og blæsten tidligere på ugen har været en hård omgang for vores nyudsprungne japanske kirsebærtræ.

De smukke, sarte blomster ser en smule forpjuskede ud, og på jorden ligger små klynger af blomster, der er blevet slået af grenene.

Det er synd, men der er heldigvis ufatteligt mange blomster på træet stadigvæk, og selv om de er blevet rusket igennem af vejret, er de stadig så smukke, at jeg slet ikke kan se mig mæt på dem.

Læs videre

En snak om gode fælles oplevelser

Da Sander var hjemme hos os forleden dag, spillede vi vendespil. Det var det spil, som jeg har fået lavet med mine egne billeder på kortene.

Vi har spillet det flere gange, og hver gang giver de forskellige billeder anledning til at snakke om gode oplevelser, vi  har haft sammen.

Denne gang snakkede vi især om et billede af Sander og Farfar, der sejler sammen i en af andebådene i BonBon-Land, hvor vi har været sammen et par gange. Det var hyggeligt at genopfriske de gode minder. Sander var også meget interesseret i et kort med et billede af ham selv fra hans barnedåb, så den begivenhed fik vi også en snak om.

Vi har meget glæde af spillet, og jeg kan kun anbefale andre med mindre børn i familien at få lavet sådan et spil med egne billeder, for det gør spillet ekstra sjovt og hyggeligt.

Læs videre

En lille ferie

Vi har haft Sander på miniferie. Han var hos os fra mandag til onsdag.

Henrik holdt en feriedag tirsdag, så vi havde masser af tid til at hygge om vores lille feriegæst.

Vi havde fundet en stor kasse Lego frem fra gemmerne, så der blev bygget i stor stil. Der blev også set tegnefilm, spillet spil, tegnet og i det hele taget hygget igennem.

Vi brugte også tid på at løse opgaver i den store opgavebog, Sander har herhjemme.  Han er begyndt at kalde den for lektiebogen. Man kan virkelig mærke, at han er ved at være klar til at komme i skole. Han er ved at lære bogstaverne og er begyndt at lægge mærke til ord, der rimer og den slags ting.

Læs videre