Et flygtigt bekendtskab

I formiddags, da jeg gik og vaskede gulv og lige flyttede gulvspanden, dukkede der pludselig et sjovt ansigt op.

Måske er det kun mig, der kan se det sjove i det, men jeg morede mig over det ansigt – og måtte lige forevige det, inden det forsvandt igen.

 

Du vil måske også synes om

12 kommentarer

  1. Jeg kan ikke se et menneskeansigt; for mig er det helt tydeligt et hundehoved 🙂
    Jeg tror det er et tegn på, at vi har bevaret den sunde del af vores barnlighed, når vi kan se den slags – lige som at se underlige væsener i skovens træer.

    1. Ellen : Jeg synes, det ligner en hund eller måske en and? Jeg mener også, at det må være et udslag af en vis portion barnlig fantasi eller måske en form for kreativitet, at kunne se sådan noget 🙂

    1. Helle : Du har helt ret – jeg ville næppe være glad for at have sådan ét ansigt, der kiggede op fra soveværelsesgulvet på permanent basis 🙂 Det, der for alvor er sjovt ved det, er nok det overraskelsesmoment, der ligger i det, når man lige får øjet på det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.