Jeg har været til bedsteforældredag i Sanders vuggestue i dag.
Det var simpelt hen så hyggeligt. Først skulle vi traditionen tro plante en blomst. Jeg plantede og Sander vandede. Og vandede, og vandede. Og vandede.
Bagefter legede vi i sandkasse. Og så var vi inde på stuen og kigge i Sanders fine mappe med billeder af hele familien og fra hverdagen i vuggestuen. Også hyggeligt. Og da vi nu var inde på stuen alligevel, var der også lige noget forskelligt legetøj, Sander lige ville vise mig – og en traktor vi skulle kigge på fra vinduet.
Bagefter gik vi ud og legede lidt mere i sandkassen. Og Sander vandede for en sikkerheds skyld sin blomst en ekstra gang. Eller fem.
Det var en rigtig dejlig formiddag – og så var det endda det skønneste solskinsvejr.