Ja, nu kalder Sander mig ikke længere for Farfar, men for Marmor. Det lyder bare så sødt, og jeg er ved at svømme helt over, når han siger det.
Marmor
Partners in crime
Så har man hørt det med. En 85-årig farmor og hendes 30-årige barnebarn anholdt for butikstyveri.
Godt nok er det dejligt, når bedsteforældre og børnebørn finder nogle aktiviteter at være fælles om, men historien her går da alligevel temmelig langt over stregen. Man tror næppe sine egne øjne, når man læser sådan noget.
Sikke en velkomst
Henrik og jeg hentede Sander i vuggestuen i dag.
Sander vidste godt, at der var os, der ville komme og hente ham.
Han var ved at blive skiftet, da vi kom. Jeg gik forrest og kiggede ind til ham i puslerummet. Sander sagde: “Hej” og smilede til mig – og så fik han ellers øje på Henrik bagved mig. “FARFAR” råbte han højt og glædestrålende. Og så skal jeg da ellers lige love for, at han var klar til at gå hjem.
Det var svært at afgøre hvem, der strålede mest – Sander eller hans farfar – da de forlod vuggestuen hånd i hånd.
Syrenerne blomstrer
Så blev det endelig tid. Syrenerne er ved at springe ud. De dufter allerede.
Duften af syrener er en af mine yndlingsdufte.
Hver gang jeg kan se mit snit til det, sniger jeg mig ned bagerst i haven og stikker næsen i syrenblomsterne. Skønt!
En kort, en lang
I går, da Sander var på besøg, blev han vist en smule forvirret over, at hans cykel, bold og kost ikke befandt sig i carporten. Det er ellers legesagernes faste plads, og guldklumpen plejer at styre direkte hen i carporten efter tingene.
I går var tingene altså ikke på deres plads. Jeg havde nemlig vasket havemøblerne af, og da jeg nu var igang, fik Sanders legesager også lige en omgang med en opvredet klud. Sagen er nemlig den, at et par gravemaskiner i denne tid huserer inde i nabohaven – der bliver gravet i den knastørre jord, og der fældes træer, der falder til jorden i store skyer af pollen – så sådan alt i alt støver det en smule – for nu at udtrykke det diplomatisk.
I hvert fald stod den nyvaskede trehjulede cykel omme på terrassen med bolden i ladet, da Sander arriverede. Så langt så godt. Men så spurgte han efter sin kost. Hvor var den henne?
Egentlig gad han ikke rigtig feje. Ti sekunder gik der vel med det, men der skulle bare være styr på, hvor i alverden kosten var henne.