Da vores børn var små, holdt vi meget af at læse for dem. Faktisk fortsatte vi med at læse højt også efter, at børnene havde lært at læse selv. Det er noget af det bedste at sidde og læse sammen – hyggeligt for både oplæseren og dem, der lytter. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det at læse højt for børn stimulerer deres egen læselyst.
Jeg forsøger også at læse lidt for mit barnebarn. Det bliver ikke til så meget endnu. Han har ikke tålmodighed til at få læst højt så længe ad gangen, men lidt har også ret. Vi går også på biblioteket sammen, og det nyder vi. På vores bibliotek hænger et lille skilt på væggen, hvor der står :”Det bedste råd, du kan give dit barn, er et ordforråd.” Den tekst er jeg enig i, og en af måderne til at udvikle børns sprog og ordforråd er jo netop at læse for dem.
I øjeblikket er der gang i en læsekampagne hos McDonalds. Kampagnen er sat i søen i samarbejde med Nationalt Videncenter for Læsning. Når man køber et Happy Meal, følger der en børnebog med i købet. Kampagnen varer måneden ud. Der er i alt otte forskellige børnebøger – på billedet ses to af dem.
Jeg synes vældig godt om, at man skifter de sædvanlige plastikdimser til børnene ud med en rigtig god børnebog.