Søndagshygge med kaffe, leg og højtlæsning

Sander og hans forældre har været på besøg i dag.

Sander går altid direkte ind på værelset og finder sit legetøj frem, så snart han er kommet indenfor. Han er efterhånden god til at beskæftige sig selv en del af tiden, men selvfølgelig vil han også gerne have nogen at lege med. Da han jo er eneste barn i vores lille familie, må han nøjes med voksne legekammerater. Så Henrik og jeg blev på skift inviteret med ind på værelset, og Henriks bemærkning om, at han lige skulle drikke sin kaffe,  blev besvaret med et: “Du må godt tage kaffen med ind på værelset, Farfar.”

Det er ikke fordi Sander ikke gerne vil sidde ved bordet sammen med os andre. Det vil han gerne. Bare ikke alt for længe. At få lokket en af os med ind på værelset og lege er bedre. Og vi er jo forholdsvis lette at overtale.

Jeg fik lov til at læse hele to bøger højt i dag. Sander var meget opmærksom og interesseret – specielt da vi læste Viggos værktøjskasse. Som man næsten kan regne ud, handler bogen om værktøj, og er der noget, Sander er interesseret i, så er det værktøj. Han er vild med værktøj. Så han var lutter ører, da vi læste bogen.

Jeg er temmelig sikker på, at Viggos værktøjskasse godt kunne gå hen og blive en yndlingsbog.

Læs videre

Ren hygge

Vi var en tur på biblioteket sammen med Sander i går. Det er jo vores yndlingsted at besøge sammen.

Sander inviterede mig med ind i legekøkkenet. Han skulle lave kaffe til Farfar. Og pizza. “Vent et lille øjeblik, Farfar – pizzaen er varm endnu,” sagde han. Det var ren hygge.

Jeg kom til at tænke på, at da jeg var barn, var der ikke andet end bøger på biblioteket. Man kunne komme og læse og låne bøger. Og det var det. Og det var fint nok.

Nu er der mange flere tilbud på biblioteket. Som jeg har fortalt om før, er der masser af dejligt legetøj til de små på vores bibliotek. Der er også noget for de større børn –  både forskellige brætspil og computere med masser af  spil. Der er endda en fladskærm med tilhørende spillekonsoller og et udvalg  af forskelllige spil. Der er cafeborde og -stole, hvor man kan sidde og spise en medbragt mad og måske drikke en kop kakao fra automaten.

Der er også mulighed for at trække sig tilbage til en zone med mere fred og ro og læse aviser, bøger eller magasiner.

Der er forskellige temaudstillinger – lige nu er det Halloween, det handler om. Der er jævligt arrangementer som f.eks foredrag, højtlæsning, film eller børneteater.

I det hele taget er der gjort meget for, at biblioteket skal være et rart sted at komme for alle, uanset alder. Det er lykkedes fint, for selv om lokalerne tit myldrer med mennesker i alle aldre, er der altid fred og ro og rart at være.

Der er altså også stort set alt indenfor bøger.  Det er stadig ikke bøgerne, der interesserer Sander mest – men de er der.

Læs videre

Har du gode reflekser

Det er tid til at sørge for, at reflekserne er i orden.

Jeg har netop bestilt årets reflekser hos TrygFonden. Det kan du også gøre, det er ganske gratis.

TrygFonden har også refleksveste på hylderne igen. De er også gratis.

Bestil med det samme og bliv set i mørket.

Læs videre

Resten i håret

Vil I gerne vide, hvordan man bærer sig ad med at spilde en halv øl ned ad – ryggen – på sig selv? Selvfølgelig vil I det.

Nu skal I få det at høre fra en, der selv har prøvet det.

Vi var til guldbryllup i lørdags. Efterhånden som vi gæster arriverede, blev vi bedt om at tage plads ved små borde, hvor vi kunne sidde og nyde en øl eller vand og snakke sammen, indtil alle var ankommet.

Der var mange mennesker, men jeg fik øje på min bror ved et af de små borde, og sørme om ikke min søster sad ved nabobordet. Jeg kunne se, at der var en plads ledig ved min brors bord, hvor jeg kunne sidde og snakke både med ham og med min søster ved bordet ved siden af. Det krævede selvfølgelig, at jeg placerede mig lidt skråt ved bordet. Så det lagde jeg an til at gøre. Desværre havde jeg ikke taget højde for, at dugen hang temmelig langt udover bordkanten. Så jeg fik sat mig på kanten af dugen. Det gav selvfølgelig et vist træk i hele dugen, hvilket igen medførte, at min brors øl væltede – ned ad ryggen på mig.

Denne manøvre havde en ganske effektfuld virkning på min ensfarvede kjole, og har sikkert også betydet, at jeg duftede som et helt bryggeri hele aftenen. Heldigvis vænnede jeg mig hurtigt så meget til øldunsten, at jeg ikke lagde mærke til den, ligesom jeg ikke selv kunne se min kjoles bagside.

Og hvad har jeg så lært af det?

At man skal se sig for, før man sætter sig, og at det tager omkring tre timer for en velouragtig kjole at tørre efter at være blevet frisket op med en halv øl.

Det var jo temmelig klodset – men en rigtig fin måde at tiltrække sig lidt ekstra opmærksomhed på, skulle jeg hilse og sige.

Læs videre

Hav en fantastisk dag

Jeg har talt med min søn i telefonen her til morgen. Han fortalte mig, at han netop var kørt forbi en mand, der stod i vejsiden et trafikeret sted i Ringsted med et rødt skilt med påskriften HAV EN FANTASTISK DAG.

Min søn fortalte, at han havde set manden med skiltet flere gange, og at han altid gav thumbs up tilbage og var lidt gladere, når han kørte videre.

Jeg blev også glad af at høre historien og lavede en hurtig søgning på Google og fandt lidt mere om denne Go’morgen-mand fra Ringsted.

Jeg tager hatten af for manden, der gør en indsats for at give smil, glæde og kærlighed til andre mennesker. Du skulle tage at klikke ind og læse historien her, det eneste du risikerer ved det er at blive lidt gladere.

Læs videre