Blog
Det var lidt sjovt at stå i lufthavnen i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og kigge på skiltene med angivelse af flyvetiden til de forskellige storbyer rundt omkring i verden.
Selv om lufthavnen er Grønlands travleste, er den lillebitte og ligger nærmest midt ude i ingenting. Alligevel er man kun få timers flyvning væk fra nogle af verdens store metropoler. Dog er der ikke direkte forbindelse til alle byerne på skiltene.
I eftermiddags lokkede vi Sander og hans far til at smutte her forbi på vej hjem fra børnehave. Vi havde købt et par småting til Sander i Grønland, dem ville vi gerne lige give ham.
Vi hyggede os en times tid i haven og fik ansporet Sander til at prøve at finde en mariehøne – mest for at høre ham sige mahierøne. Han taler ellers fint rent. Der er ikke mange ord, han ikke har styr på. Men mariehøne bliver stadig til mahierøne, og det lyder bare så kært. I øvrigt tog det ham kun et øjeblik at finde en.
Vi har haft Sander på besøg fra mandag eftermiddag til tirsdag ved middagstid.
Vi hyggede os rigtig godt. Sander har lige været på ferie med sine forældre i et par uger, så der var meget at fortælle og snakke om.
Vi tilbragte meget at tiden udendørs, men fik også tid til indendørs leg og hygge. Sander har fattet interesse for en gammel bog, vi har, med forskellige børnerim. Vi læste i den sidst, han var her, og denne gang bad han selv om, at vi skulle læse i den igen.
Det viste sig, at han kunne huske det lille rim om Birgitte, Birgitte Begøje, som vi øvede os på sidst. Denne gang brugte vi lang tid på at læse de forskellige rim og på at snakke om bogens fine illustrationer. Jeg nød det mindst lige så meget som Sander, for jeg har glædet mig til at læse for ham, men han har indtil nu ikke været særlig interesseret. Men nu har vi åbenbart fundet en bog, der virkelig fænger.
Da Sander vågnede tirsdag morgen, sagde han, at han havde ligget stille og roligt hele natten og drømt om sin far og mor. Det var da en sød bemærkning, synes jeg.
Det varme vejr, vi har i disse dage, får mig til at tænke på min mor.
Når det var varmt, sagde hun – der var godt i stand – tit: De tykke og de fede må døje i denne hede.
Så plejede min far – der var slank som en ål – at fortsætte : De magre og tære har det meget værre.
Min pengepung bugner. Ikke af penge desværre – men af kort.
Der er de nødvendige og praktiske kort som kørekort, sundhedskort og Dankort. Fint nok med dem.
Så er der kortet til Blockbuster. Det er jo også meget rart at have ved hånden, hvis man pludselig får lyst til at leje en film – jo, vi lejer stadig film på den stenalderagtige facon, for vi har nemlig en godt, gammeldags fjernsyn med billedrør og det hele.
Så langt så godt. Så er der medlemskort til Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, og jeg ved ikke hvad. De kort kan gå an, for dem kan man roligt lægge ned i en skuffe, dem behøver man ikke at rende rundt med i sin pung.
Nu kommer vi til de kort, som man er nødt til at have i sin pung, hvis der skal være bare en lillebitte smule fornuft i overhovedet at eje dem. Det er hele samlingen af fordelskort og medlemskort og kundeklubkort Og Så Videre. Jeg bliver vanvittig af alle de kort, jeg efterhånden er blevet prakket på.
I dag stod jeg i Matas og skulle til at betale. Jeg blev spurgt, om jeg var medlem af Club Matas. Ja, det var jeg jo. Men selv om jeg febrilsk rodede i min pung, kunne jeg ikke finde det fordømte kort, der skulle skannes, for at jeg kunne optjene et eller andet antal point. Point, som jeg aldrig får samlet nok af til, at de kan bruges til noget som helst fornuftigt.
Jeg fatter ikke, hvorfor jeg altid lader mig besnakke til at melde mig ind i alle de kundeklubber, og hvad det ellers kaldes. Men jeg er træt af det.
Det er slut. Jeg melder mig ud.