Blog
Henrik og jeg har været babysittere til Sander nu i aften. Sander opdagede det vist ikke rigtig. Han nåede lige at hilse på os, før hans forældre puttede ham i seng.
Så lå han og snakkede lidt med sig selv – og så snorksov han ellers, og hans far og mor tog afsted.
Så vores indsats som babysittere bestod i at sidde og hygge os og se fjernsyn. Nå, ja og så i at liste os ind og stå og kigge lidt på ham, mens han sov! Det var det bedste af det hele. Dejlig aften!
Overskriften refererer til en snak vi havde i familien, da vi var samlet herhjemme fornylig.
Egentlig havde vi haft en ide oppe at vende – en rigtig god ide. En af sønnerne havde foreslået, at vi skulle rejse væk i julen hele banden. Til et lunt sted, hvor vi kunne foretage os en masse hyggelige ting sammen som familie. Jeg var vild med ideen. Tænk, at bytte juletravlhed, madlavning og kagebagning ud med feriedage sammen. Og skulle det være, skulle det være i år, hvor barnebarnet er så lille, at han stadig er ligeglad med julen.
Desværre var ikke alle lige tændte på ideen – eller jo – men der var/er nogle (økonomiske) forbehold, så ideen blev skrottet.
Men vi skulle jo så afklare, hvordan julen så skulle se ud i år. Hvor mange kommer hjem juleaften? Det er jo rart at vide. Der var fuld tilslutning. Så vi regner med at holde juleaften for hele banden.
Sådan er det jo ikke hvert år. En af sønnerne har sejlet i en del år, og har ikke altid været i land i julen. En anden har en svigerfamilie, der også skal holdes jul med osv..
Vi – Henrik og jeg – har indprentet sønnerne, at skulle det ske, at de allesammen har andre planer en juleaften end at holde jul med os, så er det helt i orden. Det værste vi kunne forestille os, er et scenarie, hvor drengene sidder og trækker lod om, hvem der “tager mor og far”. Vi ser sådan på det, at bare vi ses, så er det godt. Det behøver ikke nødvendigvis være juleaften.
Da drengene var små, besluttede vi at holde juleaften for os selv. Vi syntes, at det blev for stresset med den der store familiejul. Vi nåede ikke at lege med ungerne med deres gaver og i det hele taget var der ikke ro nok på. Vi ville gerne nedtone julehysteriet en smule og samtidig have mulighed for at skabe vores egne traditioner. Så vi holdt strengt på, at juleaften holdt vi alene med børnene, og så var vi åbne overfor familie-tam-tam de øvrige juledage.
Det var en jule-model, der fungerede godt for os.
Nu er jeg faktisk sådan en, der får røde knopper af at høre ordet Jul i utide – det vil sige før 1. December – men for lige at afklare hvem der holder juleaften med hvem og hvor – kan det gå an.
To blogindlæg i rap om noget julerelateret, når man ikke gider høre ordet jul, før kalenderen siger december? Hm, flot. Ikke et ord mere om jul fra mig før i december. Promise.
Jeg har været alene hjemme et par dage. Det er første gang i rigtig lang tid, jeg har haft et par dage helt for mig selv.
Jeg havde på forhånd lagt en masse planer for, hvad alene-tiden skulle bruges til. Det var godt nok meget, jeg gerne ville. Der var planer om at læse en masse, skrive en masse – ikke mindst mails til et par mennesker, der ikke har hørt fra mig længe – lave en masse praktisk i hjemmet. Sidst men absolut ikke mindst havde jeg store planer om at få tænkt rigtig godt i fred og ro. Der er ikke noget så befordrende for god og grundig gennemtænkning af ting og sager som masser af tid alene. Tid hvor man bare kan tænke sine tankerækker til ende uden at blive afbrudt og uden at få dårlig samvittighed over ikke at være nærværende. Det klarer tankerne. Og jeg har brug for at klare tankerne. Jeg har en tendes til bare at stuve alle mulige overvejelser og problematikker om i baghovedet med sådan en lille etiket på med : Det tænker jeg over senere.
I aften kommer min bedre havdel så hjem igen – efter et par dage i Berlin. Og har jeg så fået nået alt det, jeg ville nå i hans fravær?
Jeg har hygget mig. Jeg har tænkt i uforstyrrethed. Og jeg har fået lavet de fleste af de praktiske ting, jeg havde planlagt. Jeg har skrevet en lillebitte smule. Jeg har ikke fået læst andet end et par artikler i et ugeblad, og det var bøger jeg ville ha’ læst.
Jeg har haft travlt i dag med at nå det sidste af det praktiske. Jeg var nødt til at få købt ind. Indkøb er en af de ting, jeg har pjækket fra, mens jeg har været alene på skansen, så til sidst var køleskabet tomt. Jeg ville ønske, at jeg ikke havde udsat mine indkøb til lørdag eftermiddag, for det endte nemlig med at blive skyld i, at jeg måtte sige nej tak til et lille spontant besøg af svigerdatter og barnebarn. (Må en farmor egentlig godt det?) Jeg ville rigtig gerne ha’ haft en eftermiddag sammen med de to, men man kan jo desværre ikke være to steder på én gang. Og jeg var altså nødt til at begive mig ud i indkøbshelvedet.
Faktisk var to- tre dage ikke helt nok til, at jeg kunne nå at komme i bund med alle mine alene-projekter.
Nu skal det jo ikke lyde som om, min stakkels mand ikke er velkommen hjem igen. For det er han skam. Jeg kan bare også godt lide at være en lillebitte smule alene af og til. Sådan har jeg ikke altid haft det. Slet ikke. Tværtimod faktisk. Så egentlig er jeg rigtig glad for, at jeg er blevet så god til at have det godt i mit eget selskab.
I dag har vi haft besøg af hele banden. Børn, svigerbørn og barnebarn.
Jeg er så glad, når det lykkes at samle alle på én gang. Det er ikke altid let. Dels bor vi forholdsvis godt spredt over landet, og dels er der jo den faktor, der hedder arbejde. En sejler på De Syv Have, et par stykker arbejder tit både lørdag og søndag osv..
Sådan er det vel i de fleste familier. Der er mange ting, der skal gå op, før alle kan samles.
Men i dag gik kabalen op i vores familie. Vi var samlet om bordet hele familien. Der blev spist, snakket, fortalt, grinet og drillet. Det var lige præcis, som det skal være, når familien er samlet. Lille Sander sad på skift hos alle. Det har han heldigvis ikke noget imod, og alle vil jo hellere end gerne ha’ fingre i ham.
I går havde vi besøg af lille Sander. Han var helt i hopla og skruede godt op for charmen. Vi – både farfar og farmor – er jo helt vilde med den dreng og er hver især fuldstændig lykkelige, når vi sidder med den lille fire måneder’s guldklump i armene.
Fire måneder – så kort tid. Så lillebitte et menneske. Så stor kærlighed og så stærke bånd.