Det er en god ide at sælge de ting, man ikke har brug for længere. Tingene skal ikke fylde op i skabe og skuffer eller stå og samle støv. Ting skal bruges og være til gavn, indtil de er slidt op. Det er min holdning. Og jeg har solgt virkelig mange af mine brugte ting i tidens løb – og også købt brugte ting i ny og næ.
Før i tiden sad jeg og skrev annoncer via små kuponer i Den Blå Avis. De blev sendt ind og trykt i næste udgave af avisen. Ret besværligt i forhold til nu, hvor man bare lige taster annoncen ind online, og så er den aktiv med det samme. Man kan også tilføje billeder, så en eventuel køber kan kaste et blik på varen på alle ledder og kanter.
Der er også forskellige grupper for køb og salg på Facebook, hvor man nemt og hurtigt kan sætte sine ting til salg.
Alligevel synes jeg, at det er blevet mere besværligt at sælge brugt. Holdningen har ændret sig. Folk, der vil købe noget, vil helst selv bestemme prisen. Handler bliver aftalt, men køber springer fra. Man har en aftale, men bliver brændt af. Det oplevede man ikke i nær samme omfang tidligere.
Det er et stykke tid siden, jeg sidst har sat brugte ting til salg, men lige nu prøver jeg at sælge en bObles ugle. Jeg vandt den i en julekalenderkonkurrence, da Sander var lille, og regnede med, at han ville få fornøjelse af den. Det har han bare aldrig haft. Den har aldrig sagt ham noget, og nu har jeg bestemt mig for at afhænde den, da jeg ikke bryder mig om ting, der bare står og fylder og ikke bliver brugt.
I løbet af de par dage, jeg har haft uglen til salg, har et par stykker forsøgt at presse prisen betragteligt ned. Et par andre har skrevet, at de ville købe, men har så ombestemt sig. Jeg har allerede brugt alt for meget tid på at sidde og skrive frem og tilbage med en masse mennesker om pris, om jeg vil sende uglen (det gider jeg ikke), hvornår den evt. kan afhentes, om jeg bruger MobilePay, og hvad ved jeg. Hvorfor i alverden er det blevet så omstændeligt, det burde jo være enkelt som aldrig før.
