Alle snakker om London

I den seneste tid har jeg hørt og læst om mange, der lige har været i – eller er i – eller skal til – London.

Nu er misundelse jo en grim ting, som man skal holde sig fra, men jeg tænker altså: bare det var mig!

Jeg har kun været i London en eneste gang – og kun en eneste dag. Og jeg er så sulten efter at komme tilbage og se og opleve meget mere af den fantastiske by.

Henrik og jeg tilbragte vores sølvbryllupsdag i London. Det var en fantastisk dag. Jeg kan ikke tænke mig en bedre måde at fejre dagen på. Vi havde kun den ene fridag til rådighed. (Vi havde ikke lyst til at holde fest. En af vores sønner var ude at sejle, så familien kunne ikke samles på selve dagen. Så vi valgte at smutte til London og fejre dagen i tosomhed. Senere inviterede vi børn og svigerbørn ud at spise, så de blev ikke snydt.)

Vi tog afsted meget tidligt om morgenen og kom hjem ret sent om aftenen, og vi oplevede så meget på den ene dag. Selv om det kun var sølvbryllup, så var den tur guld værd!

Læs videre

Det her havde jeg helt glemt…

I aften har jeg hygget mig med at kigge på nogle gamle kort, jeg har i gemmerne. Blandt andet fik jeg fat i en hel stak lykønskningskort fra dengang, mine børn blev født. Kortet på billedet havde jeg helt glemt, men teksten er da meget rammende.

Læs videre

Rød fluesvamp

Rød fluesvamp er omtrent den eneste svamp, jeg kan bestemme med sikkerhed. Det er en giftig fætter, men jeg synes, at den er flot.

Da jeg var barn, blev sådan en omtalt som en paddehat. Jeg har en meget svag erindring om at have ejet en børnebog med flotte illustrationer, hvor der var paddehatte, som var små huse, hvor der boede nogle bittesmå væsner. Mere kan jeg ikke huske. Hvad jeg derimod husker er historien om, hvordan det gik til, at jeg fik den bog. Den er nemlig blevet fortalt i familien et utal af gange.

Jeg var måske omkring tre år gammel og jeg var syg. Min mor syntes åbenbart, at jeg trængte til en form for opmuntring, så hun bad min far købe en billedbog til mig, da han alligevel skulle til byen. Han var arbejdsløs på det tidspunkt og skulle til kontrol. Det hed det, og det var det. Som jeg husker det fortalt, skulle han møde op dagligt – på hvad der vel svarede til vore dages arbejdsformidling, eller på fagforeningskontoret  – det er lidt uklart for mig. I hvert fald skulle han cykle adskillige kilometer for at komme til det der kontor og få et stempel i “bogen”, så han kunne modtage arbejdsløshedsunderstøttelse.

Nå, men Mor havde altså bedt ham om at købe en billedbog med hjem til mig. Og det gjorde han. Den flotteste billedbog han kunne finde. Og den var flot. Og den var dyr. Min mor var mange år senere stadig forarget over, at han havde købt den dyre bog uden først at spørge om prisen. Han havde bare købt den, han syntes var pænest. Sådan er det jo, hvad enten man er rig eller fattig – kun det bedste er godt nok til éns børn. Jeg mener at kunne huske, at min mor sagde, at bogen kostede fire kroner. Og det var mange penge dengang. Især for en familie med mange børn og en arbejdsløs forsørger.

Hvor ville jeg ønske, at jeg stadig havde den bog.

Læs videre

Hvad børn dog siger

Jeg har lige grinet – og ind imellem næsten også grædt – mig igennem Grethe Dirckinck-Holmfeld’s lille bogserie med børns finurlige kommentarer om deres, bedstefar, bedstemor, mor og far.

De fire små bøger er hver især en oplagt gaveide til enhver mor, far, bedstemor eller bedstefar.

Nogle af kommentarerne i bøgerne er virkelig sjove, andre er rørende og de maner allesammen lidt til eftertanke.

For de små bemærkninger, børnene kommer med, er jo ikke bare sjov. De er også et udtryk for, hvad det er for en dagligdag, vi byder børnene, og hvordan familielivet opleves i børnehøjde.

Selv om bøgerne mest er morsomme, kan man godt få sig en aha-oplevelse, når man læser de små poders udsagn.

Jeg fortæller lidt mere udførligt om de fire bøger – find omtalen under Anmeldelser.

Læs videre

Fest i gaden

Vi holdt vejfest her på vores vej i går.

For år tilbage var den årlige vejfest en helt fast tradition. Men så gik det lidt i sig selv. Der var ikke rigtig nogen, der havde tid og/eller lyst til at ta’ en tørn med planlægningen.

Men så i år, var der tre friske par, der snakkede sammen og nedsatte sig som festudvalg. Der blev planlagt og delt invitationer ud.

I går løb festen så af stablen, og det var rigtig hyggeligt.

Vi var en ordentlig flok af både børn og voksne i stort set alle aldre, der sad bænket under parasollerne ude på vejens vendeplads. Der var tændt op i flere grill’er og bordene var pyntet fint med blomster.

Der var en god stemning og snakken gik.

Selv om man bor tæt på hinanden, er det jo ikke sikkert, at man får snakket så meget med hinanden i hverdagen. Netop derfor er sådan en vejfest en rigtig god ide. Der har man under afslappede former en god mulighed for at få snakket med alle naboer og lære eventuelle nytilflyttede at kende.

Jeg synes helt bestemt, at festudvalget her på vores vej skal ha’ stor ros for, at de tog initiativ til at genoplive vores vejfest!

Læs videre