Blog
Jeg er blevet færdig med at læse Astrid & Veronika. Den var fantastisk. Meget rørende. Jeg indrømmer gerne, at mit blik var en kende sløret, da jeg læste de sidste sider i bogen.
Det fik mig til at tænke på dengang omkring 1970, da jeg som meget ung pige var i biografen for at se Love Story. Det var jo en virkelig tåreperser. Og jeg småtudede da også stadig, da jeg kom ud fra biografen.
Min far var kommet for at hente mig og spurgte, hvad der var i vejen. Jeg fortalte ham, at filmen havde været så sørgelig, og at det var derfor jeg snøftede. Min far lod mig vide, at han ikke kunne forstå, at jeg ville bruge penge på at komme til at tude sådan.
Ja, jeg tudede virkelig over den film, og nu sidder jeg og smiler ved mindet om min fars ord.
Jeg har lige læst Børnebørn – en antologi om bedsteforældre og deres børnebørn.
30 mere eller mindre kendte mennesker fortæller i bogen om, hvordan de oplever rollen som bedsteforældre. Blandt dem, der fortæller om deres forhold til børnebørnene i bogen, er Lisbeth Dahl, Merethe Stagetorn, Johannes Møllehave og Susan Moody.
Bogens afsnit er meget forskellige, men alle er meget læseværdige og bekræfter med al ønskelig tydelighed, at der er et utal af måder at gribe rollen som bedstemor/bedstefar an på.
Fælles for de 30 bedsteforældre i bogen er, at de giver udtryk for stor kærlighed til børnebørnene.
I går fik jeg langt om længe købt en 2011-kalender. En fin, blank og lyserød kalender, der minder mig lidt om de Puk bøger, min storesøster havde, da vi var børn.
Jeg kan så godt lide at skrive de første aftaler og alle mærkedagene ind i sådan en fin spritny kalender. Det er lidt ligesom, når man i skolen fik et nyt kladdehæfte, – og lovede sig selv at skrive pænt og ordentligt hele hæftet igennem. Det holdt aldrig. Og indtil videre har det for mit vedkommende heller aldrig holdt, når det gælder min kaldender. Det varer ikke længe, før den er fuld af overstregninger og ulæselige kragetæer. Men endnu er den ny og fin og ordentlig – og blank og lyserød. Uhm!
Jeg har haft lejlighed til at se – og læse – en ny billedbog for de mindste.
Carl er hovedperson i børnebogen af samme navn af Ida Jessen og Hanne Bartholin.
Carl er en elefantunge og skal endelig på besøg hos sin farmor helt alene. Besøget skal vare en hel dag og en hel nat – og Carl glæder sig til at have sin farmor helt for sig selv.
Uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt fortælle, at det ikke går helt efter planen.
Når man som jeg både er farmor og helt pjattet med elefanter, er det umuligt ikke at forelske sig en lille smule i Carl lige på stedet.