Blog
I går, da jeg skulle skynde mig fra vores lille arbejdsværelse til køkkenet, glemte jeg at tage min ene lilletå med. Den hamrede ind i dørkarmen. Jeg tror aldrig, jeg har råbt så højt før. For filan da, hvor gjorde det ondt.
Tåen blev hurtigt omtrent dobbelt så stor, som den plejer at være, og fik den flotteste blå nuance.
Nu lister jeg meget forsigtigt rundt.
Som min søde mand sagde til mig i morges, da jeg beklagede mig over min meget ømme tå : Selvgjort er velgjort.
For et stykke tid siden købte vi en æbleskrællemaskine i Isabella Smiths butik på Hesede Hovedgård.
Da vi kom hjem, afprøvede vi selvfølgelig maskinen. Madæbler blev hentet ind fra haven, og så blev der skrællet æbler til den store guldmedalje.
Maskinen skræller æblet tyndt, stikker kernehuset ud og skærer æblet op i de fineste skiver. Det går lynhurtigt.
Siden har vi sandt at sige ikke brugt maskinen. Vi skræller ellers æbler temmelig tit, men maskinen er ikke rigtig kommet ud af skabet i den anledning.
Julaftens dag, da familien var ankommet, og Sander utålmodigt ventede på, at det skulle blive juleaften, kom maskinen ud af skabet. Sander fik lov til selv at skrælle sig et stort æble. Det var et hit. Æblet blev spist på rekordtid, og et nyt blev skrællet. Han er ganske vist glad for æbler i forvejen, men jeg er sikker på, at de to æbler, han selv havde skrællet på maskinen, smagte ekstra godt.
Den lille nissepige her pyntede sammen med en tilsvarende nissedreng i vores vinduer op mod jul tilbage i firserne.
Som man sikkert kan se, er nissepigen hjemmelavet. Min svigermor kom med skabeloner og karton, og så blev der ellers klippet på livet løs.
Jeg hænger ikke så mange nisser og anden julepynt op, som jeg gjorde, da her var børn i huset til hverdag. Alligevel nænner jeg ikke at smide den gamle pynt ud.
Selv om det snart er en del år siden, de to nissebørn havde deres storhedstid, synes jeg stadig, at de er ret søde.
Vi er ved at være godt inde i julemåneden, og man hører fra både nær og fjern, at folk har bagt småkager, pakket gaver ind og pyntet op til jul.
Der kan jeg slet ikke være med. Jeg har ikke bagt en eneste lillebitte kage, ikke købt en eneste gave og slet ikke pakket noget ind. Jeg har heller ikke pyntet op.
Men ved I, hvad jeg har? Jeg har købt julemærker. Det er da en start. En forsigtig start, men dog en start.
Jeg skal nok nå det hele. Jeg når det hvert eneste år.
Jeg kommer bare altid sent fra start. Det stammer jo fra dengang, min ældste søn var barn. Han har fødselsdag den 13. december, og hele hans barndom holdt jeg på, at vi først for alvor begyndte at jule her i huset efter hans fødselsdag. Det hænger ved.
Men nu er julemærkerne altså i hus. Det er en god begyndelse, og man siger jo, at godt begyndt er halvt fuldendt.
Fornylig fik jeg en forespørgsel fra Pixum, om jeg kunne tænke mig at prøve at lave en fotokalender.
Det kunne jeg da godt tænke mig, for jeg er glad for den fotobog, jeg tidligere har fået lavet.
Så jeg kastede mig over opgaven. Efter at have overvejet, om kalenderen måske skulle ende med at være årets mandelgave, valgte jeg bare at lave en kalender til mig selv.
Jeg bestemte mig for at lave en ret stor vægkalender. Så valgte jeg billeder ud og gik i gang med at placere dem på de forskellige sider i kalenderen.
Der er sikkert ikke noget i vejen med programmet. Det er snarere min tålmodighed (eller mangel på samme), der er problemet.
I hvert fald blev min tålmodighed udfordret undervejs. En enkelt gang lukkede jeg programmet ned i ren og skær frustration og raseri over, at jeg ikke kunne finde ud af at få placeret billederne, som jeg ville. Heldigvis tog jeg fat på opgaven igen, da jeg var kølet lidt af.
Det endte godt. Jeg fik lavet en kalender.
Jeg bestilte kalenderen sent søndag aften, og onsdag formiddag blev den leveret. Det er da lynhurtig ekspedition.
Nu glæder jeg mig til at have nogle af mine yndlingsbilleder på væggen hele næste år.