Blogland – i stedet for sladderblade

Kendisbloggerne har for alvor indtaget blogland de senere år. Er man kendt – eller gift med en, der er –  har man potentiale til lynhurtigt at kunne stable en populær og velbesøgt blog på benene. Jeg har studeret fænomenet det seneste års tid og har fundet ud af, at det ikke er så afgørende, om man kan skrive eller ej. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at læserne åbenbart hungrer helt vildt efter små detaljer fra de kendtes privatliv. Alt det man før i tiden kun fik indblik i, hvis man købte de såkaldte sladderblade.

De penge kan man godt spare i dag. Hvis man vil vide noget om de kendte og  knapt så kendte, kan man bare læse kendisblogs.

Næsten dagligt kan man læse “nyheder” i avisernes internetudgaver, som er hentet direkte fra de kendtes blogs, eller Instagram-/Facebookprofiler. Sladderjournalisterne og paparazzierne behøver ikke længere at ligge på lur bag hækken og holde øje med kendisserne. De behøver bare at følge dem på de sociale medier, så får de nyhederne serveret både i tekst og billeder.

Heldigvis er der også stadig mange rigtig gode blogs  skrevet af helt almindelige mennesker,  der har noget på hjerte – og der dukker hele tiden nye op. Jeg har fornylig opdateret min liste over blogs, jeg selv følger fast. De får allesammen mine bedste anbefalinger.

Du vil måske også synes om

10 kommentarer

  1. Jaja, hver sin smag … kendisskriverier vil heller ikke være blogge, jeg opsøger – jeg foretrækker bestemt også noget med lidt substans i. Ikke nødvendigvis dybdeborende filosofi i hvert eneste indlæg, men heller ikke udelukkende tomt og intetsigende snakkeri 🙂

    1. Nej, en blog bliver jo ikke hverken mere eller mindre interessant, fordi den er skrevet af en kendis – det er indholdet, der tæller 🙂

  2. Ih, jeg er glad for at være på din liste. Tak for det! Jeg kæmper med at lave en blogliste på min nye WordPress blog, men det er vist en kamp jeg taber, så jeg tror jeg vil lave en linkliste som din.

    Det-dér med at blogge er faktisk et super interessant fænomen. Hvad skriver man? Hvor meget vil man dele ud af sig selv? Hvorfor blogger man overhovedet? Hvor godt kender vi hinanden når vi udelukkende kender hinanden fra blogverdenen? Der er overvejelser til flere blogindlæg her, Randi 🙂

    Kh Nana

    1. Der er mange overvejelser at gøre sig, når man blogger – man kan jo fortælle præcis så meget – eller så lidt om sig selv, som man vil, men det svære er at fortælle om sit eget liv, uden samtidig at komme til at fortælle (for meget) om andres – det synes jeg er lidt af en balanceøvelse 🙂

  3. Mange tak for en placering på din eksklusive liste. Jeg er meget beæret 🙂 (Og i øvrigt meget enig med dig i din betragtning omkring kendis-bloggere. Jovist, der er da nogle gode imellem, men størstedelen af bloggen kommer hurtigt til at handle om ren spons og indlæg for indlæggenes skyld. Og det er lidt ærgerligt, synes jeg. Jeg læser nemlig helst med der, hvor der er noget på hjerte, og hvor der er kælet for ordene. Som her, f.eks! :-)) Rigtig god dag!

    1. Selvfølgelig er din blog på min liste – den var en af de allerførste blogs, jeg begyndte at læse, og jeg er stadig vild med den 🙂
      Du har ret – de sponserede indlæg fylder alt for meget på visse blogs og bliver tit lidt ligegyldige – jeg vil nemlig også helst læse blogs, hvor jeg kan mærke personen bag.
      Tak for pæne ord – og også en rigtig god dag til dig! 🙂

  4. Jeg har det, som du, Randi. Det er indholdet og det at have noget på hjerte, der gør mig til en glad læser. Jeg holder af de blogge, hvor jeg føler, at jeg mærker personen bag og får lov til at kigge indenfor i deres (helt almindelige, fordi det er mine foretrukne) liv. Jeg holder også af sproget, så det er en anden vigtig parameter. Velskrevet og engageret er vist kodeordene for mig, så jeg er meget, meget stolt over at finde min blog på din liste. Tusinde tak for det 🙂

    1. Selvfølgelig er din blog med på min liste, den er en af mine absolutte favoritter og har været det i en del år efterhånden 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.