I går tog jeg sammen med to af mine søskende tilbage til vores barndoms land. Vi ville gense huset midt ude i skoven, hvor vi boede en periode, da vi var børn. Vores to ældste søskende var voksne og flyttet hjemmefra på det tidspunkt, så de har ikke barndomsminder fra huset og var derfor ikke med på turen. Derimod var Henrik og min søsters mand med.
Huset lignede ikke helt sig selv, men det kunne man næsten heller ikke forvente efter 56 år. Til gengæld stod nabohuset, som lå et pænt stykke væk, stort set, som vi huskede det.
Det var helt fantastisk at gense de steder sammen, hvor vi løb og legede som børn. Minderne dukkede op i en lind strøm. Det, den ene ikke kunne huske, kunne den anden.
Da vi havde travet rundt i skoven længe nok, kørte vi videre forbi vores næste barndomshjem og fortsatte til en lille restaurant – Kudskehuset, hvor vi af og til kom for at købe en is, da vi var børn. Vi købte ikke is der i går, men spiste frokost, mens vi fortsatte den hyggelige snak om både før og nu.
Kudskehuset ligger tæt på Gyldenløves Høj og Skjoldenæsholm.
6 kommentarer
Hvor sjovt; Kamelen og jeg gik forbi Kudskehuset – faktisk hen over terrassen, da vi var ude på ‘gul rute’ for tre uger siden. Nu ved jeg, hvor du slog dine folder (sådan da) som barn. Dejligt område 🙂
Fruen : Ja, jeg har trådt mine barnesko der på egnen og synes, at der er virkelig dejligt 🙂
Det er nemlig dejligt at besøge barndommens land 🙂
Madame : Det kalder minder frem 🙂
Det er – for de fleste, i hvert fald – altid dejligt at gense barndommens gade, uanset om ‘gaden’ er i ægte eller overført betydning 🙂
Ellen : Det har du helt ret i, og dem som ikke har haft en barndom, de kan mindes med glæde, er det synd for.