Den gamle babyseng

Vi havde frygtet at vores sønners lille babyseng var blevet ødelagt, da vi sidste år fik konstateret skimmel på vores loft, hvor den var gemt af vejen.

Heldigvis viste det sig, at vi havde pakket sengen så forsvarligt ind i plastik, at den var helt uskadt.

Nu har Henrik haft travlt med at slibe og male sengen, og den er blevet rigtig fin.

Oprindelig var den gul. Den er jo fra de farveglade 70’ere. Dengang var en gul babyseng vældig smart. Det gik stadig an med den gule farve, da vi brugte sengen til vores to yngste i 80’erne.

En gul seng er måske knapt så smart nu i 2009. I hvert fald ville vi gerne friske den lidt op.

Nu er sengen hvid og helt klar til at blive taget i brug af vores lille barnebarn. Forhåbentlig kommer der flere børnebørn efterhånden, som også kan putte i den lille seng, når de er hjemme hos farfar og farmor.

Læs videre

Hyggelig vaskedag

Det plejer ikke at være nogen særlig stor fornøjelse at ordne vaske- og strygetøj.

Men i dag har jeg været i gang med at vaske og stryge babysengetøj. Det var ikke en sur pligt, men faktisk rigtig, rigtig hyggeligt.

Det var en god følelse igen at have mine sønners små babylagner og -dynebetræk i hænderne. Nu er det klar, så mit lille barnebarn kan prøve at sove i det, næste gang han kommer hjem til farfar og farmor.

Læs videre

Musik for flere generationer

I aftes sad jeg og så tv-transmissionen fra mindehøjtideligheden for Michael Jackson i Los Angeles.

Michael Jacksons musik er kendt og elsket af flere generationer. Selv om jeg aldrig selv ligefrem har købt en Jackson CD, så kender jeg jo meget af hans musik og kan nynne med på det. I øvrigt kan jeg rigtig godt li’ mange af hans sange. Hvem elsker f.eks. ikke We are The World eller Billie Jean?

Mine sønner kender selvfølgelig også Jacksons musik – meget bedre end jeg. De er jo nærmest vokset op med hans musik i radio, på tv, her, der og alle vegne.

Jeg er overbevist om, at næste generation også vil komme til at kende Michael Jackson og hans musik. Selv om vores lille barnebarn var ganske spæd, da King of Pop døde, vil musikken blive en del af hans liv også.

Michael Jackson’s musik vil leve langt ind i fremtiden.

Læs videre

Farmors Grahamsboller

Som jeg tidligere har været inde på, er der jo noget, der kaldes mormor-mad. Det er alle de der gode gamle, danske retter. Mad som de fleste af os rigtig godt kan li’.

Men der er ikke noget, der bliver kaldt farmor-mad. Og i mit tilfælde er det måske også godt det samme – jeg er i hvert fald ikke nogen ørn ved kødgryderne. Det er der jo retfærdigvis nok en hel masse andre farmødre der er – man skal jo ikke skære alle over én kam. Jeg kan kun tale for mig selv,

Nå, men nu skal det alligevel være slut.

Nu har jeg besluttet mig for at kalde mine gode grahamsboller – efter egen opskrift – for Farmors Grahamsboller.

Sådan! Fra nu af er der altså noget, der hedder farmor-bagværk.

Gem

Læs videre

Hvad børn dog siger

Jeg har lige grinet – og ind imellem næsten også grædt – mig igennem Grethe Dirckinck-Holmfeld’s lille bogserie med børns finurlige kommentarer om deres, bedstefar, bedstemor, mor og far.

De fire små bøger er hver især en oplagt gaveide til enhver mor, far, bedstemor eller bedstefar.

Nogle af kommentarerne i bøgerne er virkelig sjove, andre er rørende og de maner allesammen lidt til eftertanke.

For de små bemærkninger, børnene kommer med, er jo ikke bare sjov. De er også et udtryk for, hvad det er for en dagligdag, vi byder børnene, og hvordan familielivet opleves i børnehøjde.

Selv om bøgerne mest er morsomme, kan man godt få sig en aha-oplevelse, når man læser de små poders udsagn.

Jeg fortæller lidt mere udførligt om de fire bøger – find omtalen under Anmeldelser.

Læs videre